Kasper Kolstrup Møller: Forskønnelse skal ikke trækkes ned over hovedet på butikkerne
Formand for Erhvervs- og Planudvalget i Syddjurs Kommune Kasper Kolstrup Møller (K) bakker op om nyt projekt, ’Smuk Middelalderby’, der skal forskønne Ebeltofts handelsgader, men det må ikke blive for ekstremt, mener han.
Smuk Middelalderby´ er overskriften på et initiativ, som Ebeltoft Handelsstandsforening og BLIS har sat i gang for at få ryddet op i butiksgaderne, så de gamle bygninger kan komme til sin ret. I sidste uge udtalte Anna Søgaard fra BLIS (forkortelse for Bygning- og Landskabskultur Syddjurs) følgende til Ebeltoft Folketidende:
»Ebeltoft har nogle unikke kulisser, men det kan gøres bedre, end det bliver gjort i dag. Nogle steder er der slalom mellem udstillede varer og bannere, og skiltning på facaderne tager opmærksomheden fra de smukke huse, de hænger på. Bygningerne i de gamle gader stammer fra renæssancen og klassicismen, og de skal ikke sløres og gemmes bag bannere, dækkende facadeskilte, parasoller og markiser af forskellige farver og størrelser og tøjstativer.«
Kasper Kolstrup Møller er enig i BLIS og Handelsstandsforeningens betragtninger, og mener også selv, at der er i gaderne i Ebeltoft findes eksempler på uheldig fysisk markedsføring hos nogle af butikkerne, der skæmmer den oplevelse, som byen ellers kunne tilbyde de besøgende.
»Ingen nævnt, ingen glemt, men der er nogle steder, hvor det stikker i lidt for mange retninger, som det er nu,« siger han.
Ens - men ikke ekstremt
Og det er ikke bare byrådspolitikerens sans for udsmykning, der ligger til grund for den vurdering. Der findes nemlig en såkaldt bevarende lokalplan for Ebeltoft, som blev vedtaget i 1998 af Ebeltoft Kommune. I den udstikkes nogle ret tydelige og detaljerede krav til blandt andet skiltning på de gamle middelalderhuse i bymidten.
»De regler skal selvfølgelig overholdes, ikke mindst den meget omfattende politik omkring skiltning, der findes i planen, men vi kan sagtens gå længere end det lokalplanen foreskriver. Ebeltoft har som by nogle karakteristika, vi ikke ser i kommunens andre byer, så det giver mening at lave en rød tråd og i højere grad ensrette udtrykket sådan som BLIS og Handelsstandsforeningen foreslår det,« siger Kasper Kolstrup Møller.
Der lægges altså op til, at det giver mening at regulere butikkernes brug af skilte, tøjstativer, farver osv, i højere grad end lokalplanen lægger op til. Den tanke synes han umiddelbart er god, men der ligger en opgave hos initiativgruppen bag Smuk Middelalderby i at sørge for, at de får givet bolden ordentligt op og inddraget de butiksdrivende på fornuftig vis.
»Jeg vurderer, det er meget vigtigt, at hele den her proces sker i åbenhed og dialog om, hvilke mål, byen skal sætte sig, og hvordan man når derhen. Det bliver nødt til at ske i samarbejd med de erhvervsdrivende, for hvis det bliver for ekstreme tiltag, som man forsøger at trække ned over hovedet på dem, så kan der opstå konflikter, og så taber vi dem. Og i sidste ende så mener jeg selvfølgelig, at det er helt centralt at bakke erhvervslivet op. Det er jo de forretningsdrivende, der giver liv til byen og trækker folk til.«
Hvis Ebeltoft får...
Hvis lokalplanen ellers i øvrigt overholdes, så har byrådet eller Erhvervs- og Planudvalget ikke det store at skulle have sagt i forhold til, hvad de handlende i Ebeltoft kan blive enige om. Og dog, for i projekt ’Smuk Middelalderby’ ligger også ideen om, at Syddjurs Kommune skal ansætte en koordinator til gavn for Ebeltoft. Jobbet for vedkommende bliver dels at skabe events i byen i samarbejde med Handelsstandsforeningen og dels at hjælpe de butiksdrivende med at rette ind i forhold til lokalplan og de aftaler, der i øvrigt må blive lavet.
Her bliver projektet politisk, for beslutningen om, hvorvidt der skal ansættes sådan en eller ej, lander højst sandsynligt i Erhverv- og Planudvalget.
»Det er endnu meget tidligt i processen at tilkendegive, om det er en god eller dårlig ide med en koordinator. Der mangler stadig en beskrivelse af opgaverne, og hvad man forventer, at det skal kunne bidrage med. Desuden åbner det jo også for spørgsmålet om, at hvis Ebeltoft får en en koordinator, skal de andre handelsbyer i kommunen så også have det? Byerne er meget forskellige, og jeg synes ikke, vi skal være bange for at forskelsbehandle, men der skal selvfølgelig være lige muligheder.«
Han understreger, at der forud for en beslutning om at ansætte en koordinator eller ej ville blive en opgave i at skabe dialog med de andre handelsstandsforeningers behov for noget lignende.