Fortsæt til indhold

Vil åbne skole for højtbegavede børn: »At den er for kloge, er den største misforståelse«

Leonardoskolen har droppet planer om at åbne i Favrskov Kommune og har i stedet fundet lokaler i Aarhus. Der er dog stadigvæk bump på vejen.

Samfund

Højtbegavede børn kan have svært ved at trives i en almindelig folkeskole. Det er i hvert fald den erfaring, som 44-årige Rune Vang Sommer har gjort sig. Han er uddannet lærer, og med en IQ på 135 er han selv det, man vil kalde højtbegavet.

»I skolen blev jeg opfattet som ham den underlige, der gik langs væggen og ikke forstod de andre, og de andre forstod ikke mig. Folk spurgte, hvorfor jeg var så mærkelig. Men det var jeg ikke. Jeg var højtbegavet,« fortæller Rune Vang Sommer.

Samme mistrivsel ønsker han ikke, at andre skal udsættes for. Derfor er han initiativtager til en østjysk afdeling af Leonardoskolen, som er en friskole for højtbegavede børn. I januar var den udset til at blive placeret i Hadsten, men pludselig røg den plan i vasken. Nu har Rune Vang Sommer i stedet rettet kikkerten mod Aarhus, hvor han mener, at der er grundlag for at åbne den særlige skole.

Ifølge en undersøgelse, som KORA, der i dag hedder VIVE, lavede i 2015, er det dog kun to procent af alle de danske skolebørn, som har en IQ på over 130. I Aarhus og omegn mangler der et decideret skoletilbud til disse børn, mener Rune Vang Sommer, som også kan mærke det på antallet af henvendelser. Efter eget udsagn bliver han dagligt kontaktet af forældre, der ønsker at høre mere om skolen.

Rune Vang Sommer, 44-årig lærer, er initiativtager til en ny skole for højbegavede børn. Planen er, at den skal ligge i Aarhus. Privatfoto

Ikke et a- og b-hold

Den 44-årige initiativtager til den særlige skole er selv medlem af Mensa. I den internationale forening for personer med en høj IQ har han fundet ud af, hvor givende det er at være i selskab med andre højtbegavede.

»Der er mange, der tror, at man fungerer socialt dårligt, fordi man er højbegavet. Det passer ikke. Jeg fungerer super godt socialt i Mensa-sammenhæng, men jeg fungerer ikke særlig godt socialt sammen med normalbegavede,« fortæller Rune Vang Sommer, som ikke mener, at hans projekt i Aarhus er et udtryk for at lave et a- og b-hold, som skoler for højtbegavede ellers har fået kritik for:

»Jeg tænker mere, at det handler om at finde et sted, hvor man trives godt. Hvis man ikke passer ind i folkeskolen, fordi man ikke har nogen at spejle sig i, så får man et dårligt selvværd, og man bliver mobbet. Det er ikke en særlig god skolegang eller barndom.«

Det er ifølge Rune Vang Sommer også en stor fejlantagelse at sige, at den nye friskole kun er et sted for kloge børn.

»Det er helt forkert. At den er for kloge, er den største misforståelse. Der er stor forskel på at være højtbegavet og klog,« fortæller han og fortsætter:

»Alle mennesker, som ønsker at blive kloge, kan blive kloge. Hvis du læser en bog, bliver du klog.«

Hvad vil det så sige at være højtbegavet?

»At være højtbegavet betyder, at man er god til at overskue komplekse problemstillinger, og at man tænker hurtigere og lærer hurtigere. Når man har læst en bog, så forstår man den første gang. Det handler om IQ, og den kan man ikke træne,« forklarer Rune Vang Sommer.

Stadigvæk usikkerhed

I Aarhus har Rune Vang Sommer planer om, at skolen kan leje sig ind i Studsgade 33. Altså i samme bygning hvor også Byskolen Gnist vil etablere sig efter sommer.

Her får de højtbegavede børn mulighed for at boltre sig på to etager fordelt på i alt 400 kvadratmeter. 45 børn er i øjeblikket skrevet op på venteliste, men alt er dog langt fra på plads, fortæller Rune Vang Sommer. Lejekontrakten er endnu ikke underskrevet, og der mangler også fortsat at blive ansat personale.

Han er dog meget fortrøstningsfuld i forhold til, om skolen kan slå dørene op i det nye skoleår. Forventningen er, at der bliver ansat personale i denne og næste måned, og han er ikke i tvivl om, at der nok skal komme styr på finansieringen:

»Hvis elevtallet er lavere end forventet, kan det give økonomiske udfordringer. Men så har vi andre tiltag, som vi dog gerne vil vente med at afsløre. Vi skal nok finde en model, som gør, at vi kan starte op.«