Fortsæt til indhold

Presset spejdergruppe sadler om og laver fælles spejderaktivitet for børn og voksne

Børn og forældre inviteres til familiespejd i Thorsø.

Samfund

Som omtalt i Lokalavisen i de senere uger har KFUM spejderne i Thorsø været lukningstruet, fordi de ikke har kunnet finde nye spejderledere til at forsætte spejderaktiviteterne i byen.

Spejdergruppen har derfor afholdt en aktivitetsdag i bestræbelserne på at finde nye spejderledere, så man fortsat kan være spejder i Thorsø.

»Vi var ret godt tilfredse med fremmødet. Der kom en hel del forældre med børn, også nogle der ikke før har været spejdere, og vi havde en rigtig sjov og hyggelig dag. Der blev bagt pandekager og lavet aktiviteter, og vi fik snakket med både børn og voksne,« fortæller Lise Hansen, der er kasserer i grupperådet for KFUM spejderne i Thorsø.

Den positive oplevelse med aktivitetsdagen har givet spejderne ny tro på overlevelse. Det kom derfor ikke på tale at nedlægge foreningen på den ekstraordinære generalforsamling, der blev afholdt et par dage efter aktivitetsdagen, selvom man endnu ikke har fundet nye spejderledere.

»Vi er blevet enige om at give den en skalle mere,« fortæller Lise Hansen fra grupperådet.

Familiespejd

Set i lyset af de manglende lederkræfter har grupperådet besluttet at afprøve en ny form for spejderaktivitet, familiespejd, der ifølge Lise Hansen er mindre krævende at arrangere.

Grupperådet har indtil videre aftalt at afholde to familiespejd-arrangementer, der er en aktivitet kendt fra andre spejdergrupper, hvor børnene skal have en forælder med. Det er typisk for de mindre børn fra tre til seks år, men i Thorsø har man valgt at se stort på den øvre aldersgrænse.

»Vi håber at se nogle af dem, der før gik til spejder, og at der med tiden kommer flere til, og at nogen får lyst til at give en hånd med.«

Der vil indtil videre blive afholdt familiespejd søndag 16. april klokken 9.30 - 11.30 og søndag 30. april klokken 9.30 - 11.30 på spejderbakken i Thorsø, hvorefter grupperådet vil lave en evaluering.