Fortsæt til indhold

De taler på vegne af 80.000 borgere: »Havneudvidelsen vil stå som en skamstøtte i flere hundrede år«

Fire fællesråd har sendt et brev til borgmester Jacob Bundsgaard (S), hvor de opfordrer ham til at udsætte beslutningen om havneudvidelsen.

Samfund
Henrik Olsen, Formand, Frederiksbjerg og Langenæs Fællesråd Ole Mikkelsen, Formand, Fællesrådet for Aarhus Ø og de bynære havnearealer Thomas Kruse, Formand, Midtbyens Fællesråd Søren Wichmann Matthiessen, Formand, Holme, Højbjerg, Skåde Fællesråd

Kære Jacob Bundsgaard

Vi er fire fællesråd, der repræsenterer ca. 80.000 borgere i Aarhus. Fællesrådenes formænd har været involveret i den ekstraordinære borgerinddragelse på temamøder sammen med myndighederne, og vi har derfor stor indsigt i forholdene omkring havneudvidelsen.

Vi har i processen været skeptiske over for havnens påståede behov og har fra begyndelsen bedt om, at havnen forsøgte at optimere sin drift på det eksisterende område. Vi anmoder dig hermed som folkevalgt politiker om at læse denne mail og overveje om de fakta, vi hermed gør opmærksom på, skal udsætte din beslutning om udvidelsen af Aarhus Havn.

Som borgere forventer vi, at vi kan have tillid til, at vores folkevalgte politikere ikke står stejlt på en beslutning og ignorerer ny troværdig viden i en sag, som er så afgørende for borgerne i Aarhus

Vedlagt til orientering fotodokumentation, som underbygger nedenstående fakta.

  • Bremerhaven er på størrelse med Aarhus Havn, men omsætter næsten dobbelt så mange containere per hektar

Bremerhaven og Aarhus Havn er næsten lige store. Men Bremerhaven omsætter 40.000 TEU (tyvefodscontainere, red.) per hektar, mens Aarhus omsætter mindre end 22.000 TEU per hektar. Begge terminaler benytter straddle carriers til håndtering af containere. Tallene fremgår af operatørernes egne hjemmesider (MSC i Bremerhaven og APMT i Aarhus).

Hvis effektiviteten i Aarhus kommer på højde med Bremerhaven, vil der ikke være behov for nyt areal i de næste 64 år (Rambølls fremskrivning i rapport om havnens behov bestilt af Aarhus Havn).

  • Containerterminalen bliver brugt som lager pga. priser langt under markedsniveau

Det koster 550 kroner at opbevare en container på terminalen i Aarhus i 10 dage. Den tilsvarende pris i Bremerhaven er 3.505 kroner og i Hamburg 2.883 kroner. De lave priser i Aarhus betyder, at store koncerner som fx. JYSK blot lader containerne stå, fordi det er billigere end at opbevare dem i egne lagerbygninger. Priserne fremgår af terminaloperatørernes tarif-/takstblade.

Hvis prisen på opbevaring af containere i Aarhus hæves til markedsniveau, vil importørerne hente deres containere hurtigere. Det vil frigøre plads på terminalen og bidrage til at eliminere behovet for nyt areal.

  • Havnen i Vado Ligure har mindre plads end Aarhus, men omsætter 334 pct. mere per hektar pga. moderne teknologi

APMT er både terminaloperatør på havnen i Vado Ligure og i Aarhus. I Vado Ligure har man investeret i ny, moderne RMG-teknologi (portalkraner), der kan håndtere langt flere containere per hektar, end de straddle carriers, som man anvender i Aarhus.

Hvis der investeres i ny, moderne teknologi til håndtering af containere på Aarhus havn, vil det frigive plads på terminalen og bidrage til at eliminere behovet for nyt areal.

Desuden er moderne RMG-teknologi elektrificeret, og derfor vil man kunne reducere det fossile brændstofforbrug på havnen med 1,5 mio. liter dieselolie per år - svarende til 4.000 tons CO2.

  • Containerterminalen bliver brugt som lager for tomme containere

Ca. 40 pct. af de containere, der kommer sejlende til Aarhus, er tomme. Og ca. 20 pct. af de containere, der sejler væk herfra, er også tomme. Tallene fremgår af Danmarks Statistik. Af Aarhus Havns forretningsbetingelser fremgår det, at havnen tager en afgift på 220 kroner for en fyldt container, mens prisen for en tom container er 0 kroner.

Med et containerdepot uden for Aarhus til nogle af de tomme containere kan man frigøre areal på den nuværende terminal og dermed bidrage til at eliminere behovet for nyt areal. Desuden vil det sandsynligvis reducere antallet af tomme containere, hvis prisen blev hævet fra 0 kroner til markedspris.

Kort sagt tyder meget på:

  • At beslutningsgrundlaget for Yderhavnen er mangelfuldt og ikke udarbejdet af specialister i havnedrift.
  • At Aarhus Havn savner en professionel ledelse med indsigt i havnedrift, som tør stille krav til operatørerne.
  • At kapacitetsbehovet for kerneforretningerne i Aarhus Havn kan imødegås ved simpel effektivisering af den teknologi, som anvendes i operationen. Dette gælder specifikt for containeroperationen.

Ingen kan benægte ovenstående fakta. Hvis nogen gør det og alligevel stemmer for en havneudvidelse uden at undersøge muligheden for at effektivisere den nuværende havn, så har man som byrådspolitiker givet køb på sin ordentlighed og ikke mindst mistet sin troværdighed.

Havneudvidelsen vil stå som en skamstøtte i Aarhusbugten i flere hundrede år og være vidne om, at et antal mennesker i byrådet anno 2023 lukkede øjnene for kendsgerninger.

Med venlig hilsen