Fortsæt til indhold

Det koster 85 kvadratmeter lejlighed i forhold til andre byer

Ifølge ejendomsmægler går det igen fremad med lejlighedssalget i Danmark.

Samfund
jro

Efter prisfald og fald i handlerne, går det nu igen frem- og opad for salget af lejligheder.

Det oplyser Home i en pressemeddelelse.

Køberne tager i stigende grad trappen op for at se på lejlighed.

Lejlighederne får forårsløft i handler og salgspriser efter længere tids prisfald, viser nye tal fra Boligsiden og Home.

Lejlighedspriserne på landsplan steg med 0,6 procent på landsplan fra februar til marts, mens tal fra ejendomsmæglerkæden Home viser, at der var 6 procent flere fremvisninger og 7 procent flere handler.

De positive tendenser kommer især efter nye takter på landets største marked for lejligheder i hovedstadsområdet

Markedsindekset fra Boligsiden viser, at priserne i København steg med 0,7 procent den seneste måned.

Vigtigt signal fra køberne

»Det er et lille, men vigtigt skridt frem - og det kommer efter flere fremvisninger og flere handler. Køberne har hele tiden haft kig på lejlighederne - det viser vores køberbarometer - men de har holdt sig tilbage, men nu ser det ud til, at flere tager skridtet og gør noget ved planerne,« siger Michael Dalsager, der er talsperson og senior kommunikationskonsulent i Home.

Han peger på, at der – trods fremgangen – fortsat er færre lejlighedshandler sammenlignet med tiden fra 2015-2019 inden Corona.

Homes ejendomsmæglere i hovedstaden havde 7,2 procent flere fremvisninger den seneste måned og antallet af solgte lejligheder steg med 9,1 procent.

Ejendomsmægler Michael Hammerbak, der har Home-butikker på Vesterbro, Christianshavn/City og i Carlsbergbyen, mærker en tydelig forandring i foråret.

»Der er pludselig fuld damp på alle kedler, og vi oplever lige pt. et opsving i salget. Vi glæder os, men vi er også ydmyge – for vi ved jo ret beset ikke, om det blot er en ketchup-effekt efter et sløvt efterår og tidlig vinter, hvor der har været noget opsparet køberpotentiale,« fortæller indehaver Michael Hammerbak.

Lejlighedspriserne steg også i Frederiksberg og i Odense, mens de faldt i Aarhus og Aalborg, viser statistikken fra Boligsiden.

Lejlighederne er blevet billigere

Samlet set er en lejlighed blevet billigere i alle de fire store byer, hvis vi ser over det seneste år, viser Homes beregninger for en gennemsnitlig lejlighed på 85 kvadratmeter.

I hovedstadsområdet koster en lejlighed i København lige under fire millioner kroner nu efter et fald på knap 500.000 kroner

I Frederiksberg er lejligheden blevet hele 675.000 kroner billigere.

250.000 kroner billigere i Aarhus

I Aarhus er priserne ikke langt fra at komme under tre millioner kroner for en gennemsnitlig lejlighed, efter at lejlighederne er blevet godt en kvart million kroner billigere.

»Vi oplever stadig, at kunderne byder under og er lidt afventende,« siger ejendomsmægler og indehaver Carsten Andersen fra Home Aarhus City og Home Aarhus Ø.

I Odense koster en lejlighed nu under to millioner kroner igen.

»Kunderne er mere optimistiske igen, men priserne skal stadig sættes tæt på den forventede handelspris, ellers sker der ikke noget med lejlighederne,« siger ejendomsmægler og indehaver Martin Larsen fra home Ejerlejlighedsbutikken i Odense.

I Aalborg er en lejlighed - fortsat - billigst blandt de store byer, og her er priserne faldet mindst.

Overraskelse i Odense

Statistikken rummer en - umiddelbart - overraskende stor stigning i Odense i marts.

I Odense er prisfaldet på 12,7 procent det seneste år, selv om priserne den seneste måned er steget med hele 7,4 procent.

»Det er helt klart vores oplevelse, at priserne er faldet, men ikke at faldet er så stort, som statistikken viser,« siger Martin Larsen og peger på, at der er solgt en række dyre lejligheder, der kan trække den gennemsnitlige pris op.

Ifølge Odense-mægleren fra Home bør man kigge på statistikken med forbehold for den usikkerhed, som månedstal rummer i et relativt lille lejlighedsmarked som Odense.

Det koster lejlighederne efter presset år:

Forskellene på i dag og for et år siden: Odense: 269.790 kroner, København: 496.740 kroner, Frederiksberg: 675.580 kroner, Ålborg: 61.795 kroner og Aarhus: 256.445 kroner. Kilde tabel: Boligsiden og Home.

Lejlighedsmarkedet generelt i Danmark har i særdeleshed mærket usikkerheden efter de store rentestigninger i 2022 og oplevede et kraftigt dyk i handlerne i løbet af andet halvår og et pres på priserne.

Siden er renten dog kravlet noget ned - og lejlighederne er faldet i pris, hvilket sænker kravene til køberne for at få underskrift på en lejlighed.