Ikke set før: »Det er et højest usædvanligt byggeri, og man kan sagtens kalde det historisk«

Mens solen bringer isene og den kolde kaffe frem, fylder den hvinende motorlyd fra Aarhus Watersports Complex luften, og de solglade aarhusianere flyder på solsenge langs Bassin 7.

I flere år har borgerne slænget sig her, mens resten af Aarhus Ø har set misundeligt til. I løbet af det seneste år er bydelen endelig begyndt at blomstre. Restauranter, caféer og butikker popper op overalt på øen.

Den ene mere moderne end den anden, men nu er det på tide, at historien og naturen bringes helt ind. Det bliver i form af de nye havnefrontshuse ud til Bassin 7.

»Det er dejligt, at den her form for arkitektur kommer ind til byen. Huset er meget anderledes, end den anden arkitektur her,« siger Ruud Conjin, indehaveren af Hemmed Tækkefirma, med et hint af en hollandsk accent.

Cementfacaderne skal brydes af små tækkerhuse. Allerede nu er tækkerne i fuld gang med at pryde to af de små havnefrontshuse med stråtag.

Det er den tækkende hollænder, som står for opgaven. Udover sine erfaringer fra Holland, bor han for 30. år på Djursland, hvor han også har sit firma.

Historisk byggeri

Han tøvede ikke med at takke ja til opgaven. Da arbejdsbyrden voksede, og ét blev til to huse, men tidshorisonten forblev den samme, havde han brug for hjælp.

For at nå det hele er Arne Klüver og Kim Sørensen kommet til undsætning. Tækker-trioen er en form for stråtagenes Avengers. De laver projekter hver for sig, men når en har brug for hjælp, kommer de andre.

Ruud Conjin står for Østjylland, Arne Klüver passer på Fyn og Kim Sørensen tækker løs i Herning-området. Sammen står de tre dialekter blandt andet bag udsmykningen af Vadehavscenteret ved Ribe.

»Siden vikingetiden er der aldrig blevet bygget på den her måde så tæt på havet,« siger Ruud Conjin.

Det er ikke helt forkert. I hvert fald så lang tid tilbage som Aarhus’ Stadsarkivar kan huske.

»Jeg mindes ikke at have set eller hørt om noget som det her før,« siger stadsarkivar Søren Bitsch.

Han mener, at arkitekturen ligner noget fra de danske kystegne.

Efter nogle søgninger hiver arkivaren alligevel et eksempel på nogle huse med lodrette stråfacader. Tækkehusene ligger bare ikke i Aarhus, ikke engang på Jylland. Den nordlige del af Falster i den lille by Hesnæs bygges huse stadig med stråvægge, helt ud til vandet.

»Det er et højest usædvanligt byggeri, og man kan sagtens kalde det historisk,« mener Søren Bitsch om havnefrontshusene på Aarhus Ø.

De 13 havnefrontshuse skal rumme fem lejemål. Street Coffee, Vin Pusheren og Vesterlauget er nogle af dem, som flytter ind ved Bassin 7, men der er stadig plads til flere. Det vides stadigvæk ikke, hvem der fylder de sidste huse.

Tidshorisonten

En dunkelyd begynder. Den minder de besøgende om, at byggearbejdet på Aarhus Ø langtfra er færdigt. En stor hammer banker en kæmpe stålpæl flere meter ned i jorden.

Kontrasten mellem konstruktionen af den moderne cementklods og det gamle håndværk er enorm.

Larmen fra konstruktionen af beton-højhuset er altgennemtrængende og bryder ind i alle samtaler.

Den elektriske skruetrækker er den højeste lyd, der kommer fra byggeriet med det danske strå fra Ringkjøbing Fjord. En dialekt-præget samtale mellem tækkerne, er det eneste, der fylder her, mens radioen er skruet så langt ned, at man alligevel ikke kan høre den.

Alligevel oplever håndværkerne, at deres arbejde ofte bliver afbrudt. De lokale synes, at tækkearbejdet er langt mere spændende end stålpæle, der bankes i jorden.

Øboen, Per Lundorff, er en af dem, som synes, at håndværkeret er interessant.

»Bygningen er helt fantastisk. Jeg kan ikke andet, end at stå her og beundre det,« siger Per Lundorff, som har boet på Aarhus Ø i seks år.

»Det er dejligt, at der kommer noget helt anderledes til bydelen, og det er bæredygtigt, fuldstændig i overensstemmelse med tidsånden,« tilføjer øboen.

Han falder i snak med håndværkerne, der fortæller om, hvor fantastisk strå er til at isolere bygninger. Det er kun de yderste centimeter, der bliver våde ved regnvejr, mens resten forbliver tørt.

Når rørene til tækkearbejdet vokser, binder det CO2. Produktionen af rørene er langt mere klimavenligt og bæredygtigt end cement.

I længere tid importerede man strå fra Kina, når man skulle tække, men på grund af de globale handelsproblemer er man begyndt at bruge danske rør igen.

Ruud Conjin synes også, at det er langt mere spændende at arbejde med et lokalt og endnu mere bæredygtigt produkt.

Snakken falder på levetiden. Her griner den hollandske djurslænding og fortæller, at det gerne skulle holde til, at han ikke er her mere. Levetiden på stråtaget er omkring 80-90 år.

Tække-arbejdet startede mandag den 18. april og fortsætter tre uger frem. Aarhusianerne er velkomne til at kigge forbi og stille alverdens af spørgsmål til de tre tækkere.