SF og Venstre udeblev fra møde med havneeksperter: »Det virker lidt, som om fakta er irrelevant«
De to forligspartier kritiseres for med vilje at unddrage sig viden i sagen om havneudvidelsen.
Kan man som politiker få for meget faktuel viden om en sag, man skal tage en vigtig politisk beslutning om?
Svaret forekommer åbenlyst, men ikke desto mindre valgte SF og Venstre, der har indgået forlig om havneudvidelsen med Socialdemokratiet og de konservative, ikke at deltage i et møde med to uvildige eksperter, som arbejder med havnedrift og logistik i hele verden.
Det får nu byrådets udvidelses-skeptikere til i hårde vendinger at kritisere de to forligspartier for at lukke øjne og ører i sagen om udvidelse af Aarhus Havn.
Det pågældende møde foregik på rådhuset i den forgangne uge og var arrangeret af skeptikerne. De har - på linje med en lang række borgere - den holdning, at det forhåndenværende beslutningsgrundlag er utilstrækkeligt og savner input fra faglige kapaciteter, der har med havnedrift at gøre. Derfor arrangerede de mødet, hvor eksperterne var med på en Teams-forbindelse.
»De havde ikke en holdning til sagen her i Aarhus, men skulle blot bidrage med fakta til byrådet. Vi blev klogere på, hvordan man driver havne andre steder i verden, hvordan man håndterer containere, hvordan man udnytter sit areal og den slags. Vi fik i hvert fald åbenbaret, at Aarhus ikke er drevet nær så effektivt som andre havne,« fortæller Danmarksdemokraternes Jakob Søgaard Clausen.
»Miniversion af regeringen«
Efter mødet er det blandt andet blevet en del af debatten, at 40 pct. af de containere, der kommer til Aarhus Havn er tomme, og at hver femte, der udskibes, også kun indeholder luft. Ligeledes er det kommet frem, at Mærsk-ejede APM Terminals Aarhus tager en markant lavere pris for at opbevare tomme containere end eks. tyske havne som Hamborg og Bremerhaven. Og så er der kommet eksempler på havne, der kan håndtere op mod tre gange så mange containere pr. hektar areal som Aarhus Havn.
Alt sammen noget, der blev rundet på mødet, og som ikke hidtil har været en del af debatten.
»Det er ny viden og centrale informationer, som ikke indgår i det omfattende materiale til byrådet. Og det bekymrer mig da. Hvad er ellers ikke med? Man kan altid blive klogere, så jeg synes, at det er voldsomt ærgerligt, at SF og Venstre ikke ville deltage. Men det er måske også bare lettere at kigge den anden vej, hvis man allerede har besluttet sig,« siger Jakob Søgaard Clausen.
Flere af deltagerne på mødet undrer sig over, at Venstre og SF ikke deltog.
»Jeg er meget forundret over, at der er så lidt vilje til at lytte. Alt det her med havnens reelle kapacitet, effektivitet og behov er jo noget, der, hvis man dykker ned i det, faktisk kunne gøre vedtagelsen af udvidelsen unødvendig. Det er overraskende, at man vælger at være så lukket. Udadtil fremstår man jo som en monolit. Man skulle tro, at de her forligspartier var en miniversion af SVM-regeringen,« lyder det fra Thure Hastrup, der pt. er partiløs.
»Det undrer mig, at Venstre, der oprindeligt kom forslag om at effektivisere og droppe ydermolen, ikke holder mere fast i sin egen politik og lytter til fagkundskaben. Man behøver ikke at lytte efter os, hvis man oplever os som politiske modspillere, men så kan man i det mindste lytte til ekspertisen,« siger han.
V: Gift for samarbejdet
Din Avis Aarhus har rettet henvendelse til de to forligspartier for at høre, hvorfor de ikke deltog.
Hos SF ønsker man ikke at stille op til interview, men politisk leder Thomas Medom skriver i en mail, at partiet havde andre møder i kalenderen, og at man forespurgte, om mødet med havneeksperterne kunne rykkes - uden held.
Hos Venstre skyldtes udeblivelsen, at Socialdemokratiet og Det Konservative Folkeparti ikke var inviteret, siger gruppeformand og medlem af Teknisk Udvalg, Gert Bjerregaard.
»Hvis vi skal inviteres til møder, der skal få os til at ændre holdning, så er det god kutyme at invitere alle partier. Vi har ingen interesse i at have møde med protestpartierne, såfremt ikke alle partier deltager. Det er min grundholdning. Man skal være ordentlig overfor dem, man laver aftaler med, og det agter Venstre at være. Var alle inviteret, deltog vi selvfølgelig også,« bedyrer han.
Men har I ikke en interesse i at få så meget viden som muligt på bordet i den her sag - også selvom visse partier ikke deltager?
»Jo. Vi følger gerne de input, der kommer. Men man skal ikke være i tvivl om, at vi kommer ikke til at underminere en aftale, vi har indgået. Nu er det her blevet lækket, og det siger jo noget. Havde vi deltaget, så ville din overskrift være, at Venstre deltager i hemmelige møder om havneudvidelsen, og at det slår sprækker i den politiske aftale.«
Nej, det ville det godt nok ikke, hvis der ikke er belæg for at skrive det...
»Men det mener jeg. Jeg synes, det er gift for samarbejdet, hvis man begynder at shoppe rundt andre steder, når man har en politisk aftale. Det har jeg ingen interesse i.«
Tror du oprigtigt, at der er nogen, der vil klandre jer for at opsøge viden og høre, hvad eksperter på det her område har at byde ind med?
»Overhovedet ikke, og vi opsøger netop viden. Men at gå ind i et rum uden alle de forligspartier, vi har lavet en aftale med, synes jeg ikke er klogt. Det er sådan, vi ser det. Det er bedst at drøfte i et forum, hvor alle er der, i stedet for at nogen føler sig holdt ude, så andre ikke går i gang med konspirationer om, hvorvidt vi stadig er en del af den politiske aftale. Det er vi, og vi opsøger gerne fakta, og vi holder os informeret og er nysgerrige, når nye ting kommer ind i debatten - også partsindlæg er vi villige til at lade os blive klogere af.«
Mener du, at det her var et partsindlæg?
»Jeg mener, at mange af de her såkaldte eksperter kan bruges, som det passer en bedst i den her debat. Lige så vel som jeg har set protestpartierne fremføre, at det ikke er fyldestgørende analyser og rapporter, der er blevet lagt frem i denne sag. Det er jo ikke eksakt og præcis jura det her.«
Skyklapper
At Venstre begrunder udeblivelsen med, at Socialdemokratiet og de konservative ikke var inviteret, overrasker byrådsmedlem Henrik Arens.
»Det er første gang jeg hører det skulle være grunden. Det er vist en søgt undskyldning til lejligheden, når en journalist spørger, hvorfor de ikke deltog i et møde, der kunne give dem faglig viden til byens største politiske sag i årtier.«
Ifølge ham undlod man at invitere de to andre forligspartier, fordi de hele tiden har støttet havneudvidelsen.
»Hvis Venstre virkelig mente, at det var så vigtigt, at de andre også blev inviteret til samme møde, så kunne de da bare have sagt det. Det er jo kun fordi, at netop de to partier fra dag ét har støttet en havneudvidelse, modsat Venstre og SF. Jeg står tilbage med det indtryk, at Venstre og SF fortsætter med at have skyklapper på. Det virker lidt, som om fakta og nye informationer er irrelevant for dem, fordi de nu har indgået en politisk aftale.«
Gert Bjerregaard pointerer, at protestpartierne har stillet et beslutningsforslag om at inddrage specialister i havnedrift til at byde ind med uafhængige analyser af havnens kapacitet og effektivitet.
»Så tager vi det i byrådet. Den viden, der bliver lagt frem i den forbindelse, kommer vi til at læse og forholde os til. Og det sker så på en mere legitim og åben måde, end at vi sidder og holder møder med protestpartier.«
Kan du garantere, at I har gjort alt, der står i jeres magt, for at tilegne jer viden nok til at foretage en beslutning om havneudvidelsen på et oplyst grundlag?
»Jeg har ikke i de 21 år, jeg har deltaget i lokalpolitik, haft en sag, der er blevet bedre belyst. Har man så fået alt lagt frem? Der vil altid være mulighed for nye oplysninger, og nu kom der noget ny viden på banen, men jeg føler mig i den grad klædt godt på.«
Aarhus Byråd forventes at skulle behandle sagen om havneudvidelsen på byrådsmødet den 26. april.