Fortsæt til indhold

Ny på redaktionen: Fra judomester til skarp journalist

Katrine er gået på barsel, og nu har vi fornøjelsen af journalist Sten Brøgger.

Samfund

På Redaktionen er vi så heldige, at mens Katrine Friis Pedersen er på barsel, er det lykkes os at lokke Sten Brøgger, der normalt er sprudlende og velskrivende journalist på vores søsteravis Din Avis Aarhus, til Skanderborg. Sten bor i Skanderborg Bakker med sin kone Maria, Ellen på 10 år og Anton på seks år, og han har derfor et ganske godt kendskab til både byen og kommunen.

»Maria og jeg flyttede til Skanderborg fra København i 2017, hvor vi fik Anton. Vi er begge oprindelig fra Jylland og ville i forbindelse med familieforøgelsen gerne bo tættere på familien. Efter omfangsrig research pegede pilen på hyggelige, naturrige og trygge Skanderborg,« forklarer Sten.

Som 16-årig ungdomskæmper vandt Sten de jysk-fynske mesterskaber i judo. Faktisk har han også vundet en sølvmedalje ved DM i U18. Det er dog et par år siden, og Sten nærmer sig nu de 47 år og har netop meldt sig ind i træningscenteret Sport & Fitness ved Skanderborg Svømmehal.

»Så kan kontorkorpusset få et chok, mens datteren går til svømning. Fysiske udskejelser er nødvendige, da jeg er glad for det meste med sukker i. Jeg cykler også gerne til Mesing og Jeksen på min aldrende og anonyme Centurion for at få iltet hjernen.

Sten kan opleves som en smule distræt, et karaktertræk der kendetegner genier, påpeger han. Han er også filmelsker og holder særligt af action- og thrillerfilm.

»Og så er jeg svært nysgerrig og synes, det er fantastisk, man kan leve af det karaktertræk,« konstaterer han.

Det tilslutter vi os på redaktionen, hvor vi er rigtig glade, både for vores nye kollegas humor og fantastisk gode pen.