Boligforening nærmer sig en milliard-milepæl
Boligselskabet B45 har stor betydning for Grenaas fremtid og arbejder bevidst på at skabe rotation på boligmarkedet til gavn for byen.
Sig navnet: Anders Lisvad!
Vi taler om en mand med indflydelse i Grenaa.
Anders Lisvad er måske ikke berømt i byen, men han er kendt de rette steder som en engageret direktør for byens store boligselskab, B45, og med styr på tingene. Regnskabet stemmer, når B45 bygger ejendomme af kvalitet, der kræver minimal vedligeholdelse.
Anders Lisvads virkelige fortjeneste er hans konstante kamp for sin vision: Det er nødvendigt med rotation på boligmarkedet for at skabe en sund udvikling i Grenaa.
Udfordringen er enkel: Der sidder en række ældre i parcelhuse, der ikke er særlig dyre, fordi de trænger til at blive frisket op. Og der står en række unge børnefamilier, som har mod på at gøre noget ved husene.
Det handler om at få de ældre til at flytte i lejligheder, og her spiller B45 en rolle.
Når man renoverer et udlejningskompleks med god beliggenhed som på De Lichtenbergs Vej og tilføjer en elevator i opgangen foruden alle moderne bekvemmeligheder, bliver lejlighederne attraktive for de ældre. Især for dem i et ældre hus, som øjner alternativet med en nyistandsat bolig til en overkommelig leje, en vicevært til at ordne reparationer og færdig med græs og havearbejde.
Flytningerne er godt for alle parter, men bedst for byen.
Derfor bemærker folk, at der bliver flere skilte med huse til salg i Grenaa, og ofte varer det heller ikke længe, før de også står ”solgt” på mange af dem.
På vej mod milliard
Boligforeningen B45 har i de senere år gennemført projekter for 663 millioner kroner.
»Vi har lidt i pipelinen, så vi runder en milliard i løbet af få år,« forudser Anders Lisvad.
»Moderniseringerne er nødvendige for byen, men de kan være svære at forklare politikerne, som siger, at vi skal bygge familieboliger, som kan trække unge familier til byen,« siger han.
Bygger boligforeningen ikke, risikerer man, at de ældre bliver i deres hus, og at huset forfalder og gror til. De ældre bliver mere og mere sure, og så ender det måske med, at nogle flytter til Ebeltoft i Syddjurs, hvor de kan få en bolig, og det er jo en katastrofe for Norddjurs.Anders Lisvad, direktør, boligforeningen B45
»Der er bare ikke ret mange unge familier, der gider bo til leje. De vil helst eje, og derfor er det bedst, hvis der også er forholdsvis billige parcelhuse til salg. Mange unge familier har ikke råd til at opføre et nyt parcelhus til flere millioner. Familien må satse på købe et ældre hus, som den umiddelbart kan flytte ind i og renovere med tiden,« forklarer Anders Lisvad.
»Det er ved at gå op for rigtig mange, at denne rotation er vigtig, og derfor er det så afgørende, at vi hele tiden har gang i 20-30 boliger, som vi skal opføre hvert andet år, så vi får udskiftningen. Bygger boligforeningen ikke, risikerer man, at de ældre bliver i deres hus, og at huset forfalder og gror til. De ældre bliver mere og mere sure, og så ender det måske med, at nogle flytter til Ebeltoft i Syddjurs, hvor de kan få en bolig, og det er jo en katastrofe for Norddjurs,« fastslår han.
Det er lidt af en kunst at drive et boligselskab i Grenaa. Der er ikke plads til mange fejltagelser, og derfor tænker man sig om i B45, ligesom selskabet drives efter nogle overordnede principper. Først og fremmest skal kvaliteten være i top, for det har betydning for drift og vedligehold.
»Vi føler et meget stort ansvar, og vi arbejder ud fra, at man skal opføre sig ordentligt. Vi arbejder også ud fra, at alt det vi kan, det gør vi selv, og vi gør det hellere rigtigt første gang, end at vi skal til at lave tingene om. Det betyder, at vi ikke løfter alle projekter, hvis vi ikke kan se, at de giver mening. Og vi vil hellere gå på kompromis med noget overfladisk end noget centralt. For når vi opfører en ny bygning, går vi aldrig på kompromis med selve bygningskroppen. Vi bruger ordentlige materialer, der er vedligeholdelsesfrie.«
Der satses lokalt
Anders Lisvad maler også et tankevækkende billede af, hvad beliggenheden betyder for selskabet: »Når man nu er på spidsen af Djursland – ude på en næse – så bliver vi nødt til at arbejde sammen og opføre os ordentligt alle sammen, for der kommer ikke nogen andre og hjælper os. Vi er nødt til i eller andet opfang at tænke over, hvordan vi gør det og holde både på arbejdskraften og arbejdspladserne.«
»Vi skal sikre, at vi både har nogen, der kan og nogen, der vil. Og så er der kun os selv. Vi vil helst handle med lokale mennesker og helst bruge de lokale håndværkere, for de har også noget på spil. Når man har noget så spil, så ved man, at man også helst skal være her i morgen. Derfor oplever vi ikke ret mange udfordringer med byggerier, for vi sætter os oftest ned, når der er en udfordring, og så løser vi den lokalt. Og så er alle i princippet enige og tilfredse bagefter.«
Anders Lisvad er overbevist om, at B45 får meget mere for pengene på den måde. Også i forhold til, hvad man gør i for eksempel Aarhus.
Norddjurs er det primære opgave for B45. Der bygges mest i Grenaa, men på det seneste har selskabet påtaget sig en opgave i Auning.
»Det var fordi vi fik en konkret henvendelse, og det virkede som et meget spændende projekt. Der har vi bygget en etape ude med 10 boliger, og vi går i gang med lige om lidt at bygge 13 boliger i den samme etape. Byggeriet er opført ved en tidligere skovløberbolig tæt på herregårdsmuseet. Man kan, hvis man kører forbi og kigger på det, se, at det er et helt anderledes byggeri, som er tilpasset ind i en skov med nogle huse i en meget høj kvalitet, for ellers vil vi ikke sådanne steder hen. Vi skal drifte bygninger fremadrettet, så derfor er vi nødt til at bygge dem på en måde, så vi skal derud så lidt som overhovedet muligt,« forklarer Anders Lisvad.
De første 10 boliger var lejet ud på under en uge, og der er en lang venteliste til de næste 13. De nye boliger koster knap 1.000 kr. pr. kvadratmeter om året, og et hus på 89 kvadratmeter koster 7.400 kr. om måneden.
»Vi bygger som regel til rammebeløbet, for der er ingen grund til at spare, hvis man kan få en højere kvalitet.«
I spidsen i 20 år
Anders Lisvad har været direktør i B45 i 20 år. Den 56-årige direktør har holdt sig til boligselskabet og er ikke blevet fristet af den lokale politik.
»Jeg kan godt lide politik, men jeg har alligevel altid holdt mig væk. Jeg tror, at jeg bedre kan arbejde på sidelinjen og understøtte en god udvikling, hvor det er muligt. Det tænker jeg, man kan få konkrete resultater ud af.«
I direktørens tid er der sket en utrolig udvikling i lejemål. Fra 1176 i 2009 til 1646 med etape 2 i Auning og den planlagte etape 3 i Åbyen i Grenaa.
»Det er en udvikling, jeg kun kan være tilfreds med, men vi gør jo kun det her, fordi det giver mening. Ikke fordi vi skal være større,« siger Anders Lisvad.
»Når der renoveres, er der meget på spil. Tag nu De Lichtenbergs Vej. Det skete efter en helhedsplan, hvor vi har renoveret og sikret generelt bedre tilgængelighed med større badeværelser. Der er sat elevatorer ind i 14 af 27 opgange. Og der er reduceret med 17 lejemål for at få plads til elevatorerne. Der er en helt anden beboersammensætning nu. Mange ældre mennesker er flyttet dertil, både fordi boligerne er blevet let tilgængelige, og fordi mange gerne vil bo ved havnen. Området havde måske tidligere et andet ry.«
Populære boliger
Selskabet har også været i gang i månedsvis på August Kroghs Vej. Her rives alt ud af boligen, så det kun er skallen, der står tilbage.
I forbindelse med byggeriet har beboerne været genhuset.
12 beboere har ikke ønsket at vende tilbage til de moderniserede boliger.
»For et par uger siden slog vi en onsdag eftermiddag boligerne op på Facebook, dagen efter blev vi bestormet, og fredag formiddag var de alle reserveret. Man får også en total moderniseret bolig på 92 kvadratmeter med vaskemaskine, opvaskemaskine, tørretumbler og det hele. En spritny bolig til 6.500 kr. om måneden. Så er det ikke så svært at leje ud, når man kan gøre det til de priser.«
B45 består af 35 afdelinger, og hver afdeling er i princippet en egen økonomisk enhed, som bliver styret af vores organisationsbestyrelse. Afdelingerne har ikke noget juridisk ansvar. Så hvis man er dygtig til ude i afdelingen at passe på tingene, kan man mærke det på egen pengepung,« fastslår Anders Lisvad.