Upopulært byggeri vedtaget på Aarhus Ø
Byrådet har efter lang sagsbehandling og uenighed godkendt byggeriet af to karéer på Aarhus Ø.
Byrådet gav onsdag grønt lys til byggeriet af to karréer på Aarhus Ø - og dermed også en udvikling af Pier 3 med det grønne i højsædet, hvis man skal tro den konservative rådmand for Teknik og Miljø og Venstre.
Den specielle sammenblanding af projekter er kernen i, hvorfor der er tale om en sag, som har givet både politikere og de lokale borgere panderynker.
For på Aarhus Ø skal indtægter fra grundsalg ikke fore kommunekassen, men bruges på videreudvikling af bydelen. I tilfældet med karré-grunden ved indgangen til øen skal de bruges på Pier 3.
Men op mod et trecifret millionbeløb kunne gå tabt, hvis ikke lokalplanen snart blev vedtaget uden store ændringer. Derfor stod byrådet i en prekær situation, hvor man enten skulle risikere et økonomisk tab, eller godkende et byggeri, der af mange politikere og det lokale fællesråd er kritiseret for at være for højt og tæt og uden nok opholdsarealer.
Et eventuelt tab ville betyde færre grønne områder til Pier 3, har rådmand Nicolaj Bang (C) tidligere anført.
»Vi giver og tager«
»Det er en bunden opgave at skabe økonomisk balance på Aarhus Ø. Vi får penge i kassen, kan kigge frem mod Pier 3 og forhåbentlig få et rigtig flot projekt der, hvor der tages hensyn til de grønne områder, så borgerne på Aarhus Ø får et sted, man vil være stolt over at have,« lød det fra Venstres Gert Bjerregaard, da byrådet vedtog lokalplanen.
En af de helt store knaster ved lokalplanen var, at ejendomsudvikleren PrimeOffice får dispensation fra kommunens eget krav om, at byggerier skal indeholde 30 pct. opholdsarealer på egen matrikel. 23 pct. kan selskabet nøjes med. »Snyd på vægten,« lød anklagen fra flere partier i byrådssalen.
»Jeg har aldrig nogensinde deltaget i et udviklingsprojekt, hvor man fraveg procenterne på opholdsarealer, og jeg har aldrig oplevet, at man kunne tillade sig at ligge de sidste procenter på anden mands grund som i dette tilfælde,« bedyrede de radikales Metin Aydin, der er arkitekt og derfor spurgte rådmanden, om han også kan forvente dispensation, når han kommer med et projekt.
Nicolaj Bang svarede med smil og hovedrysten.
»Som udgangspunkt nej. Men hvis du kommer med et rigtig godt projekt, som har andre store kvaliteter og bidrager til byen, så laver vi en gang imellem en dispensation. Sådan er det, når vi laver byplanlægning. Vi giver lidt og tager lidt.«
Øboerne må i stedet håbe på og forvente, at man finder den store, grønne pensel frem, når linjerne til Pier 3 skal tegnes.
»Vi kommer helt afgjort til at holde dem op på deres fine ord og forventer en helt anden tilgang og inddragelse ift. Pier 3-projektet,« siger fællesrådsformand Ole L. Mikkelsen, som ikke lægger skjul på sin skuffelse over lokalplanprocessen.
»De, der har stemt det her igennem, snakker meget om borgerinddragelse, men mener reelt ikke noget med det. Det er vi skuffet over. Der er ikke ændret noget, selvom vi har lagt ufatteligt mange ressourcer og timer i det og har prøvet at være seriøse og konstruktive.«
»Det er selvfølgelig ikke hensigtsmæssigt, at man laver aftaler, som går ud over kommuneplanens rammer og forhindrer reelle ændringer. Vi må tro og håbe, at dette er det sidste projekt, man kører på den måde, og at man fremover inddrager borgerne langt tidligere. Det vil spare en masse tid, ressourcer og bøvl for alle parter.«