Fortsæt til indhold

Voldsomme reaktioner på fyringer

Et langt forløb om omstrukturering har slidt på medarbejdere, lyder det.

Samfund

»Når man er en medarbejder, der har løftet en stor opgave og vist nogle gode resultater, så kan man sagtens være uforstående over for at blive afskediget.«

Sådan lyder det fra fællestillidsrepræsentant for socialrådgiverne i Skanderborg Kommune, Bonnie Blendvig, når hun bliver bedt om en kommentar til, at kommunen har opsagt 10 medarbejdere på Kompetencecenter Skanderborg.

Man har virkelig løftet en stor opgave i mange år, og så kommer der en undren over, at man lige pludselig vil fjerne nogle af tingene.
Bonnie Blendvig, fællestillidsrepræsentant

Bonnie Blendvig henviser til, at Kompetencecentret står bag en stor del af den beskæftigelsesindsats, som Skanderborg Kommune er blevet fremhævet for, men som nu bliver sparet væk som led i en større omlægning.

»Man har virkelig løftet en stor opgave i mange år, og så kommer der en undren over, at man lige pludselig vil fjerne nogle af tingene,« konstaterer Bonnie Blendvig.

Der har således også været voldsomme reaktioner blandt medarbejderne, selv om der blev reageret forskelligt.

»Nogen har erkendt, at det var den vej, det gik, fordi de kunne læse, at deres opgaver faldt bort, mens det for andre har været et chok, fordi det ikke har været tydeligt for dem, eller måske fordi man håber på det bedste til det sidste,« uddyber Bonnie Blendvig.

Bonnie Blendvig, som er medarbejderrepræsentant i både område- og hovedmed, som er kommunens samarbejdsorganer, påpeger, at alle procedurer for den slags forandringer og omstruktureringer er blevet overholdt, men hun påpeger, at der har været knas i kommunikationskanalerne, som der nu er rettet op på.

Det har været en meget langstrakt proces, der begyndte med de første orienteringer i august/september sidste år.

»Det er en lang tid, og det slider på alle, at der går så lang tid, før der står noget helt sort på hvidt,« betoner Bonnie Blendvig.

Fællestillidsrepræsentanter er ked af, at der er nogen, som er blevet afskediget. Men hun kvitterer for, at der også er søgt efter alternative besparelser på drift, lokationer og lignende.