Djurs Sommerland havde 14.000 gæster i åbningsweekenden
Det var ikke majtemperaturer sidste weekend i april, og det påvirkede uden tvivl besøgstallet i de to første åbningsdage, vurderer Djurs Sommerlands direktør Henrik B. Nielsen.
Siden 2007 har Djurs Sommerland næsten fordoblet antallet af gæster, der årligt entréer parken og bruger forlystelserne. Fra 472.000 besøgende i 2007 til det seneste rekordår 2022 med 878.000 gæster.
I år viser kalenderen, at der fem åbningsdage mere at godt med sammenlignet med rekordsæsonen.
Alligevel vil direktør Henrik B. Nielsen ikke sætte overliggeren for højt til at begynde med.
Han afviser, at en million gæster er urealistisk allerede i 2023.
»Vi ligger et godt sted lige nu med omtrent 850.000 årlige gæster. Det er klart, 900.000 ville være rigtig sjovt, og det går vi da efter, men så skal vejret også spille med os de fleste åbningsdage. Under alle omstændigheder mærker vi, at interessen for Djurs Sommerland ikke er blevet mindre, som Dinosaurland er kommet til.«
Godkendt start
Åbningsweekenden 29.-30. april forløb fint med 7.500 gæster lørdag og et tusinde mindre søndag.
»Det var lige 500 færre end forventet begge dage, men det var også koldt, især lørdag. Det fornemmede jeg ret tydeligt, da jeg gik tur rundt i parken, og det har afholdt flere gæster fra at dukke op. Ingen tvivl om det,« siger Henrik B. Nielsen.
Han glæder sig over, at i omegnen af 30.000 gæster har købt sæsonkort.
I højsæsonen beskæftiger Djurs Sommerland 200 medarbejdere, udenfor cirka 60.
Forlystelsesparkens tyngde og betydning for lokalområdet i bred forstand illustreres meget af, at undersøgelser viser, at Djurs Sommerland leverer 700 årsværk lokalt.
Forstået på den måde, at de aktiviteter og investeringer, der udgår fra Djurs Sommerland i form af indkøb i byggemarkeder mv., tilfører arbejdspladser i det nævnte omfang.
Årsværk kan bedst oversættes som den samlede arbejdstid eller det samlede arbejde svarende til én persons fuldtidsarbejde i et år.
Et årsværk svarer til 1924 timer pr. år. Det vil sige, at en fuldtidsansat er lig med 1 årsværk.