Skulle ned på kroen og se, hvem den nye servitrice var: 70 år senere er Eva og Svend stadig gift

De mødte hinanden på kroen i Laurbjerg 1. maj 1952. Den lå lige i Svend Aage Andersens nabolag, og da han hørte, at der kom en ny servitrice, skulle han ned og se, hvem det mon var.

»Og så har vi nærmest ikke været fra hinanden siden,« fortæller 92-årige Svend Aage Andersen, mens han sender sin kone Eva Andersen, 91, et smil henover spisebordet i parrets hjem på Hovedgaden i Femmøller.

Et år efter blev de gift, og 24. maj er det 70 år siden. De har fejret alle milepælene, både kobber, sølv, guld, diamant og krondiamant, og i skuffen ligger der to breve fra Dronning Margrethe, som ved de to sidstnævnte har sendt dem en lykønskning. Nu er det blevet tid til jern, og også denne gang skal de holde fest. På bordet ligger 54 bordkort med navne sirligt skrevet i hånden, for der er noget at fejre, må man forstå på Eva Andersen.

»Vi har holdt en fest hver gang, for vi er stolte af, at vi har holdt sammen i tykt og tyndt,« siger hun.

En stærk familie

Eva Andersen er født i Bjerre ved Bjerringbro og Svend Aage Andersen i Kongstrup. Han er udlært tapetserer (møbelpolstrer og tæppelægger, red.) og hun, efter at være sendt ud at tjene allerede som syv-årig, mest i ansættelse på gårde og hoteller. I 1960 åbnede de en møbelforretning i Randers, som de drev sammen til 1987. Og det var herefter, de valgte at flytte til Femmøller.

I huset i Egil Fischers ferieby er der ikke en bar plet på væggene. Øjet finder hele tiden et nyt minde at kigge på, og Eva og Svend Aage Andersen griner selv af det.

»Alt skal op at hænge, vi kan ikke lade være, men hver eneste lille ting fortæller om vores liv, og det gør jo ingen gavn ved at ligge i en skuffe.«

Parret har tre døtre, født 1954, 56 og 58. De har otte børnebørn og på køleskabet hænger en invitation til dåb af deres 15. oldebarn.

Hele klanen har bosat sig i Østjylland.

»Vi har en meget, meget stærk familie. Vores børn og børnebørn står til rådighed, når vi har brug for det, og vi er meget privilegeret,« siger Eva Andersen, som gennem alle år har været chef i køkkenet, hvor hun har lavet alting fra bunden.

»Hun er i hvert fald utroligt populær ved vores svigersønner,« griner Svend Aage Andersen.

At få tre børn på fire år var, i hvert fald som de husker det, ikke nogen sag for jernparret. De har altid samarbejdet godt, været sammen nærmest døgnet rundt i både deres virksomhed og derhjemme, og meget sjældent skændtes. Faktisk fortæller de, at det første skænderi kom flere år efter, pigerne var født.

»Jeg havde været nede at hente rundstykker, og da jeg kom hjem med dem, syntes Eva, de var hårde. Og så svarede jeg surt tilbage, at det jo ikke var mig, der havde bagt dem.«

»Vi er aldrig gået sure i seng. Eller, ladet solen gå ned over vores vrede, som man siger. Jeg tror, vi har holdt sammen alle disse år, fordi vi har været tolerante og tålmodige. Vi har ikke altid været enige om alt, men det er kun småting, vi har kunnet skændes om. De store ting i livet har vi altid været enige om,« siger Eva Andersen.

Fryd og gammen

Indtil for nylig gik de ned og badede hver morgen, men det sidste halve år har begge skrantet lidt, og nu bades der ikke mere.

Man fornemmer tydeligt, at hjemmet har været holdt sirligt og pænt gennem alle årene, også haven og de hyggelige terrassekroge. Da snakken falder på alderdom, kan de derfor heller ikke dy sig for at kommentere på det ukrudt, der har sneget sig op mellem fliserne denne eftermiddag.

»Det værste ved at blive gammel er at skulle bede om hjælp til ting, men heldigvis har vi de sødeste naboer, som altid står klar med en hjælpende hånd,« siger Svend Aage, mens Eva tilføjer, at mælkebøtterne da heldigvis har en smuk gul farve, og at de jo altid kan kigge op og ud over havet, i stedet for ned på ukrudtet.

Det må være den indstilling til livet, der har holdt en hånd i ryggen på de to, som, på trods af at være i 90’erne og med knapt så meget vigør i bentøjet som tidligere, er særdeles åndsfriske, har humoren i behold og tydeligvis en meningsfuld hverdag i det lille hjem i Femmøller.

»Vi er jo ikke 80 mere,« siger Eva Andersen med et glimt i øjet og fortæller, at de derfor har aflyst morgensangen 24. maj, men tager imod besøgende i løbet af formiddagen til et lille glas og kransekage. Eftermiddagen har de sat af til hvil, inden de om aftenen tager imod 54 gæster, som er nærmeste familie og venner.

»Vi skal ikke så langt, vi går bare lige over på den anden side af gaden, « siger Svend Aage Andersen og laver et nik over mod Molskroen.

Og præcis, som de plejer, skal de synge sangen fra den sommerdag i 1953, hvor de blev gift. Melodien er ’Hr. Peder kasted’ Runer’, og en af linjerne lyder:

»Derfor vi er saa sikre paa, det nok for dem skal gaa, naar I blot holder trofast sammen, alt vil da gaa i Fryd og Gammen - stol paa det.«