Fortsæt til indhold

Stadig masser af liv i købmandsdrømmen

Efter lukningen af Dagli´Brugsen i Lime arbejdes der ufortrødent videre med at få en ny butik.

Samfund
Mogens Greve

Da Coop valgte at lukke Dagli´Brugsen i Lime, meldte Dagrofa tidligt ud, at de var klar til at gå sammen med lokalområdet om en ny Min Købmand butik.

Dagrofa tror virkelig på det. I et stillingsopslag på Jobindex 10. maj lyder det fra Dagrofa:

»Dagli’Brugsen LIME bliver til Min Købmand, og derfor leder vi efter en dygtig købmand.«

Ansøgningsfristen er 30. juni.

Allerede inden stillingsopslaget havde fire interesserede henvendt sig.

Selv om optimismen lever ved både Dagrofa og i lokalområdet, er der dog specielt én praktisk ting, der først må falde på plads – nemlig købet af bygningen, der tidligere husede Dagli’Brugsen.

Ny i Ådalsområdet

Til det lokale arbejde med at få en købmand til lokalområdet, knytter sig god tilflytterhistorie.

»Vi flyttede ind i ejendommen her i Skørring for en uge siden,« fortæller journalist Jesper Raabo, der er selvstændig i Raabo Kommunikation.

Han og hustruen, Hanne Raabo, havde hele voksenlivet boet i Aarhus/Risskov.

»Den korte version er, at vi gerne ville på landet og endte med at købe ejendommen i Skørring.«

Deres datter og svigersøn flyttede først ind i det ene hus på den naturskønne ejendom, og Hanne og Jesper Raabo er netop flyttet ind i det andet.

Mødet med de lokale

»Sidste år læste jeg på Facebook om Brugsens lukning og vores kommende hjemegns ønske om fortsat at have en lokal dagligvarebutik.«

Jesper Raabo deltog i borgermødet, der mundede ud i 340 underskrifter, der støttede forslaget om at skrive til Coop og argumentere imod den forestående lukning.

»Men Coop lukkede alligevel Brugsen, og da Sascha Enggaard Jakobsen fra det tidligere butiksråd inviterede til møde mellem jul og nytår, var jeg blandt de 10-12 stykker, der dukkede op. Jeg kendte ikke de andre, mens flere af dem allerede vidste, hvem jeg var, og hvor jeg skulle bo.«

Penge skal der til

Efter det møde var man i gang. Jesper Raabo blev talsperson for initiativgruppen, der blev indkaldt til borgermøde i februar – og tegning af anparter á 25.000 kroner blev sat i værk.

»Vi har til nu solgt 406 af de 500 anparter, vi mener er et realistisk mål for salget.«

225 enkeltpersoner har købt, og største salg til én person er 30.000 kroner.

»Anpartssalget fortsætter, og sponsorater og større investorer er selvfølgelig også meget velkomne.«

Pengene skal bruges til, at et ApS kan købe butiksbygningen for at leje den ud til en selvstændig Min Købmand.

»Dagli’Brugsens omsætning var 10 millioner kroner, og Dagrofa mener at den, med lokalområdets 1.300 potentielle kunder, kan hæves til 13 millioner kroner.«

Nyt bud på butikken

Coop har udbudt den 4.000 m2 grund med 700 m2 butik til salg for 1,95 millioner kroner.

»Der skal bruges 6-700.000 kroner på inventar med mere. Vores første bud til Coop var væsentligt lavere end det forlangte – og blev afvist.«

Et lidt højere bud bliver sendt en af de nærmeste dage.

»Mægleren siger, at vi har været de eneste interesserede. Så vi håber, at vores nye bud åbner for en fornuftig snak med Coop.«

Man vil inden månedens udgang også søge Landdistriktspuljen, der giver tilskud på op til 600.000 kroner til borgerdrevne dagligvarebutikker.