Fortsæt til indhold

Øster Alling løb Lokaldysten 2023 i gang

Øster Alling var 24. maj første landsby til at afholde Lokaldysten.

Samfund
sra

Onsdag aften 24. maj havde cirka 130 ud af Øster Allings 307 indbyggere snøret løbeskoene og taget sportstøjet på. De var første landsby til at afholde Lokaldysten, hvor Øster Alling, Nørager, Gjerrild og Vivild udfordrer hinanden i en venskabelig kappestrid om at løbe, cykle og gå længst. Det skriver Norddjurs Kommune i en pressemeddelelse.

»Det var fantastisk dejligt at se så mange lokale støtte op og styrke fællesskabe,« fortalte Mikkel Nordby, som var taget afsted med familien. Familien ville tage fire runder på gåben, inden børnene skulle over i hoppebrogen og hjem i seng. Han regnede dog med, at enten han eller hustruen også kunne nå et par runder på løbedistancen.

404 kilometer

Og de andre byer skal spænde cykelhjelmen og kridte løbeskoene for at være med, for Øster Alling gik samlet 404 kilometer, hvilket er 20 kilometer længere end sidste år. Det samlede resultat med cykel og løbs kilometer offentliggøres til sidst, når alle de deltagende byer har været i aktion.

Sidste år var det kun 60 meter per indbygger, som skilte Øster Alling på tredjepladsen og Gjerrild på andenpladsen, og de meter går formand for ØAI Leif Herlev efter at hente i år. Han siger dog samtidigt, at Lokaldysten handler om mere end farven på medaljerne:

»Konkurrenceelementet er alletiders, men Lokaldysten er ligeså meget en mulighed for at sige hej til nogle af de nye tilflyttere. Jeg skal i hvert fald rundt og prikke nogle på skulderen og invitere dem med til byens sommerfest næste weekend.«

»Genialt arrangement«

Den holdning istemte den selverklærede alderspræsident Orla Lund på 85 år:

»Det er et genialt arrangement, og det er glimrende at få både unge, børn og ældre til at bevæge sig sammen. Det er med til at ryste bysamfundet sammen.«

Helene Southern er en af de lokale ildsjæle, som har lagt meget energi i arrangementet. Til spørgsmålet om hvorfor hun gør det, svarer hun:

»Man bliver i pisse godt humør af at gøre noget for andre. Og hvis man ikke selv tager den fodbold og arrangerer noget for børnene, så er der ingen som gør det.«

De endelige resultater offentliggøres efter den sidste dyst i Vivild 9. juni. Den vindende landsby hædres af borgmesteren, som overrækker førstepræmien på 5.000 kroner til et projekt i byen.