Fortsæt til indhold

Tordenskjolds soldater redder Sommerfesten

Endelig er det på plads. Sommerfesten vender tilbage - præcis som vi kender den

Samfund

Birthe Flück og Tage Nielsen har taget turen til avisens redaktion i Ebeltoft. De har en god nyhed, som de helt sikkert aller helst vil fortælle, uden selv at skulle hyldes for det, men nu er det jo én gang undertegnede, der vælger ordene, og hyldes, det skal de.

Begge er med i foreningen Ebeltoft Sommerfest, Tage Nielsen som formand, og i mere end et år har de sammen med foreningens andre kernemedlemmer kæmpet for at bringe den legendariske byfest tilbage til Ebeltoft. En fest, som siden 1927 har været afholdt 89. gange, sidste gang i 2019, og som de seneste år har skullet så grueligt meget igennem. Først kom corona. Så faldt foreningens eneste samarbejdspartner fra, så Sommerfest-udvalget stod alene tilbage, hvilket var medvirkende til, at festen sidste år blev aflyst. Igen. Pengekassen er så tæt på tom, som den nogensinde har været, og det er svært at skaffe frivillige.

Alligevel har de i foreningen kæmpet med næb og klør for, at 2023 skulle blive året for genoplivningen af Sommerfesten. Og det er lykkedes. Med stædighed og hårdt arbejde har de fået skruet et program sammen, som er tidligere år værdig, og nu er det altså ganske vist. 20.-23. juli er det igen tid til tivoli, kræmmermarked, koncerter, ølboder, fællesspisninger, tryllekunstner og alt andet, der hører til en god, gammeldags byfest.

Nu eller aldrig

Ebeltoft Sommerfest er en selvejende institution, der så dagens lys i 1927. Da bestyrelsen sidste år måtte sande, at de ikke kunne få sommerfesten op at stå, tog de en beslutning. De ville prøve én gang mere.

»Vi fik mange henvendelser fra folk, der var kede af, at vi måtte aflyse, fordi de plejer at have sommerfesten som et fast indslag i deres ferie. Da vi aflyste, gav vi os selv frem til 1. november til at beslutte, om vi skulle prøve igen eller ej. Og der er heldigvis en del, både sponsorer og folk i byen, som har tilkendegivet, at de gerne vil hjælpe til. Så, vi fik nogle kærlige skub og besluttede at prøve igen,« fortæller Tage Nielsen.

Men det har holdt hårdt.

»Hvis vi gjorde det for vores egen skyld, så ville vi med garanti have kastet håndklædet i ringen, for det har godt nok være et stort stykke arbejde at løfte, når vi er så få, som vi er. Men vi gør det for byen og turisterne, og det er derfor, vi har lagt os så hårdt i selen for at få det til at lykkes.«

»Og så har vi hele tiden tænkt, at det er nu eller aldrig. Hvis ikke, vi gav det et sidste skud, så ville Sommerfesten sandsynligvis aldrig komme i gang igen, og det ville simpelthen være så ærgerligt,« siger Birthe Flück.

Et godt formål

Programmet starter på strandengens festplads torsdag 20. juli kl. 15.30. Her åbner kræmmermarkedet og Nordisk Tivoli, som kommer med en del nye ting til de mindste, lover Tage Nielsen. Begge dele har åbent alle fire dage.

Om aftenen er der irsk musik, sommerbuffet til en 50’er og John Mogensen Live. Fredag kører det hele igen, nu også med børneloppemarked. Aftenens underholdning i teltet mangler programlæggerne at få endelig bekræftet.

Lørdag kommer tryllekunstner Jesper Grønkjær, og om aftenen er der naturligvis Kandis i teltet - præcis som der plejer. Søndag byder på pensionistkaffebord og underholdning af Allan Aabenhus.

Entré til festpladsen er en flad 20’er for alle dem over 12 år, og hele programmet kan ses på ebeltoftsommerfest.dk

»Jeg håber, at folk her i Ebeltoft har lyst til at komme og være med. Der er jo flyttet en del nye til byen de sidste par år, som på grund af corona og aflysning aldrig har oplevet den sommerfest, vi plejer at holde. Vi håber, de vil komme og sætte sit præg på festen - og også meget gerne tage en tjans. Det kan være en time eller hele dage, det bestemmer man selv. Men jo flere, jo bedre. Det er nemlig en rigtig god måde at lære nye mennesker at kende på,« siger Birthe Flück, som selv har været frivillig ved Sommerfesten i mere end 30 år.

Så kære læser, hvis du vil have Sommerfest igen til næste år, som i så fald vil blive nummer 90 i rækken, så er det med at støtte op. Både ved at møde op og løfte den hårde tjans, det kan være at købe en fadøl eller to, men også, hvis du som virksomhed ønsker at støtte Sommerfesten med et sponsorat. Ingen beløb er for små. Og endelig kan du melde dig som frivillig, for dem mangler foreningen stadig en hel del af. Ved at støtte, så hjælper du Ebeltoft Sommerfest med at støtte andre. Overskuddet går nemlig til et godt formål, da Sommerfesten hvert år uddeler overskuddet på flere tusinde kroner til lokale foreninger.

Hurra for Tordenskjolds soldater og god fest til alle.