Vandrerhjem hyldede krigshelte: »Det er vores måde at sige tak på«

Pernille Elsner tager en dyb indånding.

Foran hende i skovlysningen nær vandrerhjemmet sidder 70 krigsveteraner, der netop har lagt anden etape af cykelløbet Ride4Rehab bag sig. De kæmper alle med skader – psykiske eller fysiske – efter udsendelse til konfliktområder, men lige nu venter der dem en eftermiddag og aften med forkælelse og afslapning ved vandrerhjemmet, der har været Pernilles barndomshjem, og nu er hendes arbejdsplads.

Som vandrerhjemmets projektkoordinator er det hendes opgave at tage imod veteranerne. Det gør hun med en tale, der kommer fra hjertet, da hun fortæller om, hvordan hendes egen familie på nært hold kender til de grufulde oplevelser, krigsveteraner tager med hjem efter udsendelse til krigshærgede områder.

»For en del år siden blev jeg ringet op af min bror. Som mange af jer har prøvet, sad han med en satellittelefon og en hel ørken inde i munden. Min bror og jeg har altid haft et rigtig godt forhold. Vi elskede hinanden, men det var ikke sådan noget, vi ligefrem snakkede om. Han sidder der med satellit-telefonen i hånden, det skratter utroligt meget, og ind over taler også nogle amerikanske stemmer,« fortæller hun

»Og så siger han: »Pernille, jeg elsker dig!« Lige der vidste jeg, at der var sket noget rigtig lort. Noget som ville følge min bror altid.«

»Min bror kom hjem. Andre kom ikke hjem. Nogle er ikke kommet hjem endnu, og nogle – som jer – kæmper for at komme helt tilbage til livet herhjemme. Det er jer, det handler om. Det handler om, hvor I står lige nu, hvor I har stået, og hvor I er på vej hen. I er på vej. Vær stolte af det, I gør,« sagde hun i talen til veteranerne.

Oplevelsen bærer Pernille og familien med sig og derfor krævede det heller ikke betænkningstid, da vandrerhjemmet tilbage i januar blev spurgt, om man kunne huse veteraner i forbindelse med Ride4Rehab..

»Jeg har selv været i forsvaret og taget en værne-ret. Det var ikke den vej, jeg skulle, men det var det for min bror, der har været udsendt til både Afghanistan og Syrien. Derfor ligger det os nært som familie at støtte op om veteransagen. Vi har haft det inde under huden. Det handler om at være åben og fortælle om, hvad man har oplevet, for man kommer bare til at opleve nogle ting, man aldrig nogensinde slipper igen – og det er veteranerne i Ride4Rehab et kæmpestort bevis på. De kommer aldrig til at slippe de ting, de har oplevet i krig. Det vil altid følge dem,« konstaterer hun.

»Selvfølgelig vil vi gerne hjælpe, men det er først og fremmest vores måde at sige tak på. De her mennesker har trods alt rejst ud til verdens brændpunkter og sat livet på spil for at hjælpe os andre,« understreger hun og tilføjer, at ud over vandrerhjemmet har flere andre lokale virksomheder, blandt andet Klosterbryggeriet og Chokoladefabrikken også ønsket at sige tak ved at sponsorere lækkerier til dagen.

Sammen med sin familie har Pernille ofte rejst i USA og undrer sig over det, hun oplever som en stor forskel i veteraners status på tværs af Atlanten

»Min oplevelse er at veteraner i USA får mere anerkendelse - også i befolkningen generelt. Herhjemme synes der at mangle noget skulderklap og forståelse. De frivillige gør dog meget, også her i Skanderborg, men jeg savner, at der også blandt almindelige borgere var en anerkendelse af veteranerne. Folk følger cykelløb alle mulige andre steder, så hvorfor kommer de ikke her og hepper på veteranerne? Det er jo megasejt, det de gør. Flere i feltet har ben proteser og vi har lige set en i en håndcykel, der mangler begge ben og en arm. Alligevel er han med. Det fortjener respekt og anerkendelse.«