Fortsæt til indhold

Støttekroner sender ravjægere på jagt

Feriepartner har uddelt lokal donation til Kyst- og Fjordcentret.

Samfund
sica

Feriepartner kan endnu engang glæde lokale initiativtagere og støtte nye projekter i lokalområdet med deres uddeling af midler fra Feriepartners oplevelsespulje.

Feriepartner Djursland har valgt at tildele Kyst- og Fjordcentret 10000 kroner i støtte fra oplevelsespuljen, som kan komme hele lokalområdet til gavn.

»Vi er glade for, at vi i år kan uddele en økonomisk håndsrækning til lokale ildsjæle i Norddjurs. Sidste år var det Feriepartner Ebeltoft, der delte ud på hele Djursland, men i år har vi hele to puljer her på Djursland. Feriepartner Ebeltofts, og nu også Feriepartner Djurslands pulje. Vi vil gerne give tilbage til det lokalsamfund, vi, som udlejningsbureau, er en del af, og det kan vi med Feriepartners oplevelsespulje. For os som feriehusudlejer er lokale ildsjæle og deres projekter meget vigtige. Det er deres engagement der gør området, som vi udlejer huse i, attraktive for både beboere og feriehusgæster. Derfor betyder det også meget for os at kunne bakke op om de lokale projekter, siger Robert Wittig, bureauleder hos Feriepartner Djursland.

Ravjægere på jagt

Kyst- og Fjordcentret vil tilbyde guidede ture med ravlamper, men også udlån af lamperne i de perioder hvor de ikke selv laver ture. I projektet indgår også beskyttelsesbriller.

»Det er et rigtig fint projekt, der er med til at sæsonforlænge, til fordel for både lokalområdet, feriehusgæster og andre der besøger området,« lyder det fra Robert Wittig.

Det er sjette år i træk, at Feriepartner uddeler midler til lokale ildsjæle, projekter eller virksomheder med deres oplevelsespulje. Feriepartner Ebeltoft har tidligere støttet Paddelbanen i Fjellerup, Kreativ og kunstnerisk legeplads ved Maltfabrikken, 100 hemmelige oplevelser i Nationalpark Mols Bjerge og mange flere projekter på Djursland. Midlerne kan både benyttes i forbindelse med etablering af et nyt koncept eller til at videreudvikle et allerede eksisterende projekt.

Ansøgningerne til Feriepartners Oplevelsespulje er behandlet af Feriepartner Djursland, som har taget stilling til, hvilke projekter der skal tildeles midler fra det lokale bureaus støttepulje.