Skulpturskoven på Grevelsgaard åbner på søndag
Det har været et travlt første halvår af 2023 for indehaverne af Galleri Grevelsgaard i Fausing, Bettina Vahle og Brian Kaltoft Hansen.
Foråret og forsommeren er således gået med at gøre klar til at åbne galleriets næste store kunstprojekt, som i princippet har været mange år undervejs.
’Skulptouren’ kalder de det. En kunstrute igennem den lille skovhave, som de selv plantede med 2000 træer og buske et par år efter, de flyttede til Grevelsgaard.
Nu er skoven vokset op , og på søndag 2. juli klokken 13 åbner de kunstruten for offentligheden.
Her kan man opleve 40 skulpturer fremstillet af ni forskellige kunstnere langs stierne i skovhaven, hvor man ligeledes kan tage ophold på bænkene og nyde en kop kaffe, mens man næstuderer kunstværkerne.
’Skulptouren’ har længe været et ønske for parret, som til Lokalavisen tidligere har fortalt, at det er de helt nære kunstoplevelser, som er passionen på Grevelsgaard.
»Vi vil gerne have et levende sted, hvor folk har lyst til at komme og få sig en god oplevelse. Det er glæden og passionen for kunsten, som vi gerne vil brede ud til andre mennesker. Det giver også os en glæde, og det synes jeg faktisk der også er ret vigtigt at fokusere på,« fortalte Bettina Vahle ved en tidligere lejlighed til avisen.
Målet med ’Skulptouren’ er således en mangfoldig udstilling hvor forskellige stilarter og værker er repræsenteret.
Hvis man vil vide mere om det enkelte værk kan du scanne QR-koden, som er sat op ved de enkelte værker. Medbring derfor gerne din mobiltelefon på Tour’en, lyder opfordringen fra Galleri Grevelsgaard.