Landsby har fået sin første vuggestue
I Hylke er landsbyens børnehave nu blevet til en integreret institution, så der også er plads til de helt små.
Der blev flaget, klippet snor over og serveret børnechampagne, da en ny vuggestue mandag 3. juli blev indviet i den, nu, integrerede institution Tusindfryd i Hylke.
Tusindfryd har hidtil udelukkende været en børnehave, men fremadrettet kan institutionens pædagoger altså også byde buttede babyansigter velkomne om morgenen.
De mindste borgere i Hylke er tidligere blev passet af lokale dagplejere. I dag er der dog kun én af slagsen i landsbyen, hvor der før var fire. Det fik Landsbyrådet, frivillige småbørnsforældre og Landsbyordningen Virring til sammen at arbejde for at skabe flere pasningsmuligheder i Hylke.
Oprindeligt var ønsket en stordagpleje, men efter en længere (politisk) proces, er det endt med, at 10 eksisterende børnehavepladser i Tusindfryd er blevet konverteret til vuggestuepladser.
»Vi er ovenud glade for, at kommunen anerkendte og bidrog til en løsning på at skabe flere pasningsmuligheder i Hylke, og vi er faktisk også lidt rørte over det i dag efter mange op- og nedture i den lange frivillige kamp. Når man bor i en lille landsby, så ved man, hvor stor betydning pasningsmuligheder har for, at vi kan være bæredygtige, udvikle os og tiltrække nye familier. Og så er det jo bare fantastisk, at vuggestuen allerede er fyldt og har venteliste, siger Emma Perriton fra Hylke Landsbyråd.
Mandag 3. juni trillede de første vuggestuebørn ind i Tusindfryd. I august kommer der ifølge Emma Perriton yderligere fire børn.
Der skal være plads til henholdsvis 9 vuggestuebørn og 30 børnehavebørn i Tusindfryd.