Europas bedste er fra Galten: Jonas gik guld-amok og slog egne rekorder
Jonas Gaur er i topform og har netop vundet flere guldmedaljer til junior-EM i svømning.
Jonas Gaur fra Galten har fået et nyt kælenavn: Guld-Gaur.
Han var med på det danske landshold, som for nylig klarede sig historisk flot ved et junior-EM i svømning i den serbiske by Beograd.
Medaljehøsten begyndte med 50 meter brystsvømning. Her svømmede Jonas Gaur sig til en førsteplads med et halvt sekund til nummer to. Samtidig slog han sin egen rekord og satte ny juniorrekord, som nu lyder på 27.57 sekunder.
»Jamen, da jeg slog ind mod kanten, var det var egentligt bare... Altså, når man tager afsted, drømmer man om sejren. At det bliver en realitet, det er jo helt surrealistisk,« siger Jonas Gaur.
Han var dominerende i 50 meter disciplinen. Glæden ved at have vundet en medalje, endda af guld, var ikke til at tage fejl af.
»At vinde betyder en hel del. Det er jo stort set i sig selv, men det var også virkelig fedt at bevise for mig selv, at jeg godt kan, at det er muligt for en dansk dreng som mig,« siger svømmeren.
Rekordhøsten
Jonas Gaur, der til daglig svømmer for AGF Svømning, viste, at man skulle være ualmindelig hurtig for at slå ham. Efter den dominerende form i 50 meter bryst havde han en hviledag, inden han skulle dyste i fire gange 100 meter medley mix.
Her dystede svømmerne i butterfly, rygsvømning, brystsvømning og freestyle i den rækkefølge. Det danske hold løb med sejren med hele 3.7 sekunder til sølvvinderen.
Dermed kunne svømmeren fra Galten hænge endnu en guldmedalje om halsen.
»Inden jeg kom herned, havde jeg luret lidt på mulighederne for medaljer og guld, men jeg var i tvivl om, hvad jeg turde håbe på og forvente. Derfor var det fedt at gå ind til stævnet og vinde,« siger Jonas Gaur.
Selvom tvivlen om medaljer spøgte, inden konkurrencen startede, forsvandt den hurtigt. 100 meter brystsvømning startede dagen, efter medley-guldmedaljen kom i hus.
Her satte den hurtige juniorsvømmer personlig rekord og slog junior-danmarksrekorden med tiden 1.01.781.
Men rekordhøsten stoppede ikke her.
Fremtiden er lys
Samme dag, Jonas Gaur hev sin tredje guldmedalje hjem, skulle han også dyste i fire gange 100 meter medley herrer. Allerede i det indledende heat satte de danske drenge juniorrekord.
Finalen blev spændende. Danskerne dystede mod italienerne om den øverste plads på podiet, og forskellen mellem første og andenpladsen var fire hundrededele af et sekund.
Desværre blev det italienerne, der tog guldet, men de danske drenge formåede at slå en sidste rekord. De slog ikke bare deres egen nye juniorrekord, men også den stående seniorrekord. Med en tid på 03.39.84 kunne de fire drenge kalde sig Danmarks hurtigste medleysvømmere.
»Jeg har selvfølgelig fået rigtig meget selvtillid af det. Det kan man ikke undgå at få. Det har virkelig hjulpet på den front,« siger Jonas Gaur.
Det var ikke kun til europamesterskabet i Beograd, der har givet Jonas Gaur blod på tanden.
»Det er et højdepunkt på vejen og lover i hvert fald godt for fremtiden, men jeg må vente og se, hvad det bringer,« siger den tredobbelte europamester.