Fortsæt til indhold

God sommer på Rønde Vandrehjem: Alt er booket

Der er fyldt godt op af turister i det djurske sommerland. Det gælder også Danhostel i Rønde, som i år modtager flere internationale gæster

Samfund

Siden skolernes sommerferie startede og frem til midt i august er alt optaget på Danhostel Rønde, og det glæder vært og daglig leder Mette Udengaard.

»Vi har 100 procent belægning denne sommer, og det er jo skønt. Vi har desværre måtte sige nej til mange, som gerne ville bo her.«

Hun fortæller, at de fleste af gæsterne, som der er plads til 52 af på vandrehjemmet, booker korte ophold, da det typisk er i forbindelse med besøg ved seværdigheder som Djurs Sommerland, at de gerne vil bo i Rønde.

»Og så kan vi også mærke det øgede antal af afgange i lufthavnen, for vi får flere og flere gæster, som overnatter her i forbindelse med, at de skal flyve. Det betyder også, at flere og flere forskellige nationaliteter besøger os.«

De korte ophold giver lidt mere arbejde til personalet, da der jo for eksmepel skal gøres rent efter hvert værelsesskift.

»Her er vi heldigvis ikke bange for at bestille noget, og selvom det på et tidspunkt var lidt op ad bakke med at finde personale, så har jeg alle dem, jeg skal bruge nu.«

Danhostel Rønde er en del af en social økonomisk virksomhed og er ejet og drevet af PGU – Praktisk Grunduddannelse Rosenholm og fungerer som værkstedslinje inden for Service og Turisme. PGU’s målgruppe er unge i alderen 17-30 år med særlige behov, der er begrundet i boglige, indlærings- og funktionsmæssige vanskeligheder.

På vandrehjemmet kan man normalt møde de unge elever i færd med at løse opgave indenfor reception, rengøring og vedligeholdelse og i køkken og servering.

»De holder dog sommerferie lige nu, så dem savner vi,« siger Mette Udengaard.

Mangler overnatningssteder

Danhostel Rønde består af to bygninger. Værelsesbygningen har 15 værelser og i alt 52 sengepladser og et fælles køkken. Værelserne er indrettet med syv dobbeltværelser og otte værelser med enten fire eller seks senge. Alle værelser er nyrenoverede og har eget bad og toilet. I hovedbygningen finder man receptionen, fælleslokaler og selskabslokaler.

Ved at være medlem af Danhostel går markedsføringen helt af sig selv, og der kommer gæster hele året.

»Det skyldes både brandet Danhostel, men jo også, at vi ligger, hvor vi gør, tæt på seværdigheder, natinalparken, lufthavnen og så videre. Vi har ca. 6000 overnatninger på et år, og så er dagsgæsterne ikke engang talt med. De overnatter ikke, men kommer til møder og kurser samt selskaber og arrangementer,« fortæller Mette Udengaard og tilføjer:

»Dem der kommer her lige for øjeblikket, fordeler sig sådan 50/50. Nogle tager hele pakken med linned og morgenmad, og andre har alt med selv og klarer selv morgenmaden. Men der er en lille sjov forskel på danskere og udlændinge. Danskerne vælger selv at lave morgenmad, mens udlændinge nogle gange har lidt svært ved at forstå det danske hostelkoncept, som er anderledes end hostels i for eksempel Tyskland, så de tror, det er et hotel, de er kommet på. Men det får vi altid løst, så de gæsterne får et godt ophold alligevel.«

En af grundene til den store søging på vandrehjemmets værelser, kommer desværre nok også på en anden baggrund.

»Der mangler faktisk overnatningssteder heromkring Rønde, synes jeg. Det er ærgerligt, vi må sige nej til så mange, når både Rønde by og området omkring har så meget at byde på. Heldigvis er vi lokalt i branchen gode til at henvise til hinanden. Vi opfatter os ikke som konkurrenter, og det sætter jeg stor pris på,« afslutter hun.

Udsigten fejler ikke noget på Rønde Danhostel. Pressefoto
Alle 15 værelser har udsigt til Vigen. Pressefoto
Daglig leder af vandrehjemmet, Mette UDengaard, mener, at der med fordel kunne være flere overnatningssteder omkring Rønde, da hun har måttet afvise mange gæster denne sommer på grund af fuld belægning. Pressefoto
Især de udenlandske gæster køber 'hele pakken' med morgenmad, sengelinned osv., når de besøger vandrehjemmet. Pressefoto