Fortsæt til indhold

Her må du aldrig bade

To steder langs den aarhusianske kyst er der permanent badeforbud.

Samfund

Sommer og sol er for mange lig med en god dukkert. Men hvad der kunne være en god ferieaktivitet, kan i værste tilfælde ende i mange ture på tønden, hvis man altså ikke holder ordentligt øje med badevandskvaliteten.

Senest måtte Aarhus Kommune i sidste uge advare imod, at man hoppede i bølgen blå ved Skæring Strandpark, da der var fundet for høje koncentrationer af tarmbakterien enterokokker i vandet. Bakterien er godt nok sjældent sygdomsfremkaldende, men den er det, man kalder en såkaldt indikator-bakterie, og altså et tegn på at vandet kan være forurenet med spildevand og afføring fra mennesker eller dyr.

Seks dage efter advarslen - 11. juli - kunne kommunen dog så igen sige god for badevandskvaliteten ved Skæring og hejse et virtuelt grønt flag for badevandskvaliteten. Samme farve flag, som man finder hele vejen langs den aarhusianske kyst i disse dage. Altså bortset fra to steder, hvor du aldrig må gå i.

Man kan jo ende med at blive syg og få diarré
Annemette Sørensen, biolog ved Teknik og Miljø.

Åh-å(h)

Man kan selv holde øje med badevandskvaliteten på siden badevand.dk, hvor kommunen løbende opdaterer om kvaliteten af badevandet nær dig. Og her vil man hurtigt også kunne se to permanente røde flag langs den aarhusianske kyst.

Det ene er ud for inderhavnen ved Aarhus Havn mellem Bassin 1 og 2, og det andet er ved Egå Syd, hvor vandet fra Egåen løber ud i Aarhus Bugten. Her er der i begge tilfælde permanent rødt.

Rødt flag Kort: Badevand.dk

Men hvad er forklaringen egentlig på det?

»Inderhavnen, hvis vi tager den, er bare altid problematisk, hvad angår bakterier. Og det er simpelthen bare en erfaring, vi har, der gør, at den er markeret rød permanent,« fortæller Annemette Sørensen, biolog ved Teknik og Miljø.

Og det er noget, man har målt på flere gange og forskellige steder, fortæller hun. Og her er det bakterierne enterokokker og e.coli, man fra kommunens side holder særligt øje med.

»Og det er lidt forskelligt, hvad niveauet ligger på, men resultaterne viser bare helt tydeligt, at det ikke er vand, man skal bade i. Det dur ikke. Vi finder i hvert fald altid de bakterier der. Og det skyldes jo bl.a. med inderhavnen., at åen løber igennem en stor del af byen - helt ude fra Brabrand Sø og ind igennem byen, og det gør, at der er forskellige kilder, der når at påvirke vandet undervejs - og specielt når det regner,« siger biolog Annemette Sørensen.

Her er det især i forbindelse med kraftig regn, at der er risiko for, at spildevandssystemet pludselig ikke kan følge med, og urenset spildevand kan ende ude i vandløbet. Og der er å-udløb altså nogle af de steder, hvor der kan samle sig højere forekomster af uønskede bakterier. Aarhus Å løber ud ved Dokk1 og ud i inderhavnen, hvor man altså har et permanent badeforbud, og det samme gælder 100 meter på hver side af Egåens udløb lige syd for Egå Marina.

Annemette Sørensen tilføjer, at ved inderhavnen er der er også et sikkerhedshensyn, da der også er skibe, der sejler på stedet, som gør det uhensigtsmæssigt at bade lige præcis der.

Men hvad kan der egentligt ske ved at bade i vandet de steder?

»Man kan jo ende med at blive syg og få diarré,« siger Annemette Sørensen.

Foruden at man ikke skal bade, hvor der er badeforbud, så fraråder kommunen også helt generelt, at man bader i og omkring regnvandsudløb, i havne, eller hvis vandet lugter, er misfarvet eller har alger.