Cyklist slemt til skade: Kørte ind i løs hund med 50 km/t

Det er fredag 21. juli om morgenen, og det danske sommervejr viser sig for en gangs skyld fra sin gode side, så Kenneth Gislum beslutter sig for at springe på sin racercykel og køre fra sit hjem, som ligger mellem Farre og Voldby, til sit arbejde i Søften. En tur i underkanten af 20 kilometer.

Han kommer godt fra start og når da også næsten i mål, men også kun næsten.

Hvor Damsbrovej slår et sving lige før lysreguleringen i Hinnerup, skærer cykelstien ind gennem landet, frem for at ligge ude ved vejen. Her skråner det lidt, og Kenneths fart når op omkring 50 km/t.

»Når man er så tyk, som jeg, får man nemt fart på,« siger Kenneth Gislum med glimt i øjet og fortsætter med at forklarer om de videre hændelser:

»Jeg ser en mand stå i venstre side mellem vejen og cykelstien. På højre side af cykelstien er der noget buskads. Lige da jeg kører forbi buskadset, ser jeg så en hund og bang! Jeg kører ind i den. Vi taler under et halvt sekund til at reagere.«

Hunden er løbet over til sin ejer på det værst tænkelige tidspunkt, og nu ligger Kenneth Gislum på jorden og kan ikke trække vejret.

»Jeg siger bare mærkelige lyde. Men jeg formår alligevel at tage min rygsæk og cykelhjelm af, jeg ved ikke hvordan. Og så får jeg fat i min telefon. Hundens ejer kommer hen og hjælper, og jeg får kommunikeret, at jeg har brug for en ambulance. Jeg er gået i stykker, siger jeg,« forklarer Kenneth Gislum.

Hundens ejer ringer til ambulancen og til Kenneths kollegaer.

Skaderne gøres op

I ambulancen bliver Kenneths tøj klippet af, og efter ankomsten til Skejby Sygehus bliver skaderne gjort op: Brækket kraveben, brækket skulderblad, seks-otte brækkede ribben, brækket tommeltot, en stor blodansamling i maveregionen og diverse hudafskrabninger.

»Men altså, jeg har det jo godt. Jeg har fået et all inclusive-ophold på Skejby. Hver dag bliver jeg præsenteret for et lækkert menukort, og folk er søde og venlige. At komme et sted hen og slappe af betaler folk jo gerne mange penge for,« siger en yderst positiv Kenneth Gislum med en let nasal stemme, da han ikke kan trække vejret så godt.

Han ligger med drop samt kateter, og en »blanding af rigtig gode sager« løber direkte ind i rygraden af ham, som han udtrykker det. Deroveni får han cirka 30 piller dagligt. Nu er balancen ved at være fundet, så han ikke har ondt, men heller ikke er rundtosset.

Han forventer at skulle være indlagt ugen ud, men ved det reelt ikke endnu.

Ked af det på hundeejerens vegne

Situationen taget i betragtning er Kenneth Gislum overordentligt positiv og i godt humør, da avisen fanger ham på telefonen.

Anderledes alvorlig bliver han, da talen falder på hundeejeren, som måtte aflive sin hund på grund af skader ved sammenstødet. Alvoren skyldes dog ikke, at Kenneth er sur, nej, tværtimod.

»Jeg er så ked af det på hans og familiens vegne. De har mistet et familiemedlem i form af deres hund. Jeg har fået nogle skrammer, men bliver god igen, mens deres familie er blevet mindre. Ja, jeg har mere ondt af hundeejeren, end jeg har af mig selv,« siger Kenneth Gislum, som forklarer, at det var et hændeligt uheld.

»Hunden var løbet fra ham, og han forsøgte at få fat i den. Og han havde det virkelig skidt og var ked af det på mine vegne. Familien har da også sendt mig blomster,« siger Kenneth Gislum.

»Jeg ringede til ham om aftenen for at give ham en status. Jeg forsvandt jo bare i ambulancen, så jeg tænkte, at hvis det var mig i den anden ende, som havde forårsaget, at en gammel, tyk mand var væltet og havde slået sig selv til lirekassemand, så ville jeg gerne vide, hvordan det gik. Og så fortalte jeg, at jeg slet ingen hard feelings har,« uddyber Kenneth Gislum, som afsluttende understreger:

»Og der skal ikke være et eneste ondt ord om hundeejeren i den her artikel. Så bliver jeg tosset!«