Raadhuus Kafeens køkkengulv er så slidt, at det trænger til en udskiftning, oplyser ejer.
Raadhuus Kafeen ligger i hjertet af Aarhus og har eksisteret siden 1924, hvilket gør den til byens ældste spisesteder. Foto: Stine Schjøtler/Ritzau Scanpix
Et spisested i hjertet af Aarhus lukker for en stund på grund af renovering.
Det er Raadhuus Kafeen, som holder sommerferielukket for første gang i mange år.
»Der er nu ikke det store at fortælle. Gulvet i køkkenet skal skiftes, så af gode grunde kan der ikke laves mad imens. Det nye gulv skal lægges, og man må ikke gå på det i et stykke tid. Så vi kunne lige så godt slå det sammen med en sommerferielukning,« forklarer Martin Hauge til Din Avis Aarhus.
Martin Hauge ejer Raadhuus Kafeen sammen med sin bror Kasper. Arkivfoto: Stine Rasmussen/Ritzau Scanpix
Sammen med sin bror ejer han en håndfuld spisesteder i Aarhus. Udover Raadhuus Kafeen står makkerparret bag Carlton, Restaurant Seafood, Teater Bodega og Cafe Hack.
Det legendariske spisested skråt over for rådhuset holder lukket fra mandag 31. juli.
»Hvis alt går vel, kunne jeg forestille mig, at vi åbner igen den 14. august. Dér satser vi på at være i gang igen,« siger Martin Hauge og tilføjer:
»Der skal jo renoveres engang i mellem, for der bliver jo gået nogle skridt i sådan et køkken. Det er nødvendigt på et sted, hvor der altid er mennesker.«
Hvordan går man i gang med sådan en opgave i respekt for det gamle?
»Det er bare et gulv. Det har været skiftet nogle gange gennem tiden, og der er som sådan ikke noget originalt i det,« siger ejeren af Raadhuus Kafeen.
Til næste år kan Raadhuus Kafeen fejre 100 års fødselsdag.
Det taler vi om lige nu. Modtag vores nyhedsbrev for at få dagens østjyske tophistorier. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig.