The Powls-forsanger tager humoren med på arbejde: »Nærvær og humor virker både på scenen og i klasselokalet«

Godt nok har The Powls’ og Smukfests ufornuftsægteskab, som de selv kalder det, rundet 25 år, men Jørn Andersen, aka chefen, har været at finde på festivalen siden 1985. Her startede han sin smukfestkarriere med at køre plakater for festivalen rundt til Skive, Viborg, Horsens og Holstebro.

Først efter en opræden på Nibe Festival, kom det i ‘97 i stand, at Jørn Andersen skulle pryde Smukfestplakaten med sit band i stedet for at køre med den.

»Der spillede vi på det, der dengang hed P3-scenen, som i dag er Teltet. Men B. B. King spillede samtidig, og det var jo et kæmpe navn, så der var ikke engang 100 mennesker til vores koncert,« mindes Jørn Andersen.

Selvom det allerede dengang var et skørt show med stor vægt på det humoristiske, spillede de under lidt andre forhold end i dag.

»Dengang havde vi konferencieren med nede blandt publikum. Han gik ind som Luciabrud, mens vi andre gik bagved med kjortler, hvor der hang dillere ud. Mikrofonstativet var en stumtjener med et kosteskaft, og så stod der et trommesæt. Det var det, vi havde dengang. Vi gør alt det, de andre ikke gør.«

Sidenhen er der løbet mange gæster under skovens træer og mange mærkelige koncerter over scenerne med The Powls som afsendere. De har spillet på alle scenerne. Hele tre gange på Bøgescenen. Og Jørn Andersen knuselsker Smukfest.

»Der er intet sidestykke til smukfest,« konstaterer Jørn Andersen, da han skal forklare, hvorfor han bruger alle sine somre i Bøgeskoven.

»Festivalen er fuldstændig unik. Der er højt til loftet som ingen andre steder og unikke oplevelser for både publikum og kunstnere.«

Elsker nærværet

Når Jørn Andersen optræder med The Powls, er det vigtigste for ham, at publikum har det sjovt.

»Jeg er ligeglad med, om jeg skal spille et nummer, som jeg synes, er træls, så længe folk synes, det er sjovt. Connection mellem os og publikum er super vigtigt.«

Derfor forsøger bandet altid at være nærværende under koncerter. Det store nærvær efterlader plads til improvisation, især når der opstår en situation, de ikke kan undgå at kommentere på.

»Hvis der sker noget, kan vi godt finde på at stoppe midt i et nummer for at snakke om det.«

Som for eksempel på en musikfestival i Harboøre, hvor to svaler fløj ind under teltdugen midt i showet. Det var for godt til at lade stå ukommenteret tilbage.

I modsætning til mange andre bands, taler The Powls ikke rosende om sig selv. I stedet bruger de humoren til at tale sig selv ned, hvilket både Jørn Andersen og kompagnonen og trommeslageren Søren Vinkler lystigt gør. I bandet plejer de at sige, »hvorfor spille, hvis man kan snakke sig fra det?«

»Jeg glæder mig altid mest til følelsen i kroppen, hvis det går godt. Det er en forløsning.« Ordet »hvis« er sagt med ydmyghed af Jørn Andersen, der dog ikke kan komme i tanke om mere end et show, der ikke er gået godt.

Chef på scenen og i klassen

I bandregi går Jørn Andersen under kaldenavnet chefen. Og det er ikke kun på scenen, han er vant til at lede. Til daglig arbejder han på UCS10 i Skanderborg, hvor han underviser i dansk, engelsk og matematik for 10. klasse.

»Det er to forskellige verdener. Eleverne går ikke så meget op i The Powls. De synes, det er cool nok, men nogen bliver lidt overrasket over, hvordan jeg springer rundt og tøjet, jeg har på. Det gør vi jo lidt ud af i det her orkester.«

Selvom der er meget forskel på de to jobs, så går humoren og nærværet igen. Særligt humoren er vigtig for Jørn Andersen at få med i undervisningen.

»Jeg vil gerne have, at eleverne møder en anderledes lærer, end de har været vant til, så jeg arbejder meget med relation og humor. Jeg kan godt anerkende, at matematik er kedeligt, men så prøver jeg at vende situationen og finde på noget sjovt.«

Der kan ikke være mange af landets tiendeklasselærere, der hver sommer de sidste 25 år har spillet på Smukfest og forøvrigt også på Nibe Festival. For Jørn Andersen er det vigtigt at være glad og positiv, uanset om det er i klasselokalet eller på scener rundt om i landet.

»Hver evig eneste dag skal vi have et godt grin, når jeg er lærer. Der må være målet.«