Ulovlige byggelinjer kan gøre udvidelse af Ringvejen dyrere
Byggelinjerne fra Ringvejen er erklæret ulovlige, Vejdirektoratet mente ikke, at kommunen havde nogen god grund til at beholde dem.
Det skal være slut med trængsel på Ringvejen.
Byrådet besluttede i maj, at udvidelsen af den lange vej skal undersøges. Helt præcist vil man udvide vejen fra fire til seks spor. To af sporene skal udelukkende bruges til såkaldte BRT-busser.
Udvidelsen møder lige nu kritik fra nogle af borgerne på strækningen, der føler sig fastlåst til deres ejendomme. 1.100 borgere fik et brev fra kommunen, der siger, at de i værste fald kan bliver smidt ud af deres hus om to år - mod økonomisk erstatning fra Aarhus Kommune.
Erstatningen til de husejere, der måske skal eksproprieres, viser sig nu dog at kunne være steget uhensigtsmæssigt, da de byggelinjer, som ligger mellem Dr. Holsts Vej og cirka halvanden kilometer i fugleflugt hen til Åbyhøjggård er ulovlige.
»I teorien, ja. Hvis vi skal ekspropriere noget af haven, og der er bygget et drivhus, skur eller lignende efter 2019, så er det blevet dyrere,« siger Martin Pape, afdelingsleder hos Teknik og Miljø.
Aarhus Kommune forsøgte i 2020 at genetablere byggelinjerne, men en håndfuld borgere indsendte en klage til Vejdirektoratet. Klagen blev sendt på baggrund af, at genetableringen ved lov skal foregå hvert 10. år, og deadline for fornyelse var i 2019 - et år tidligere, end kommunen forsøgte at etablere linjerne.
Ulovlige byggelinjer
Og i 2020 erklærede Vejdirektoratet Aarhus Kommunes byggelinjer ulovlige. Det fremgår af en kendelse fra Vejdirektoratet, som Din Avis Aarhus er i besiddelse af, som omtaler Aarhus Kommunes afgørelse om at placere byggelinjerne i 2020.
»Kommunens afgørelse er dermed ulovlig [...] Vejdirektoratet ophæver Aarhus Kommunes afgørelse,« står der i kendelsen.
Vejdirektoratet lagde dog ikke vægt på, at Aarhus Kommune var et år for sent med genetableringen af byggelinjerne, men at kommunen ikke havde nogen gode argumenter for fastholdelsen af linjerne.
Udvidelsen gør, at vi måske skal have nogle baghaver, det ved vi ikke endnu, men bygninger kan vi godt undgå. Jeg kan ikke garantere det, men risikoen er meget, meget lille for den strækningMartin Pape, afdelingsleder i Teknik og Miljø.
»Behovet for byggelinerne [...] er ikke konkret begrundet og dokumenteret,« står der i dokumentet fra Vejdirektoratet.
Klagen og de - ifølge Vejdirektoratet - manglende gode argumenter - satte en stopper for kommunens byggelinjer, og nu kan det ende med en dyre regning til Aarhus Kommune.
Byggelinjerne - som det hele handler om - betyder, at boligejere eksempelvis ikke må totalrenovere huset, lave tilbygninger, udnytte en ekstra etage til beboelse, der ellers stod tom, eller lave andre forbedringer af ejendommen, uden at spørge kommunen om lov.
Man må ikke lave forbedringer af den del af ejendommen, som er mellem de røde byggelinjer på illustrationen uden tilladelse fra kommunen. Illustrationen er af de nu ulovlige byggelinjer ved Thomas Thaarups Vej.
Linjerne giver kommunen en chance for at sige nej til eksempelvis store million-renoveringer, der får husværdien til at stige - og dermed også en eventuel erstatning til at vokse, hvis kommunen får brug for at ekspropriere ejendommen eller grunden.
Det betyder, at hvis man har et hus indenfor byggelinjerne og vil øge værdien med en million kroner igennem renoveringer, kan kommunen sige nej. Det kan den for at spare den million på et senere tidspunkt, hvis kommunen planlægger at ekspropriere ejendommen alligevel.
Konkrete konsekvenser
På baggrund af de manglende byggelinjer forsvandt restriktionerne for en række grundejere. Tidligere har Din Avis Aarhus talt med et ungt par, der flyttede ind på vejen for to år siden, som allerede har postet cirka en million kroner i renovering af hjemmet. Huset fik nyt tag, murene er forstærket, loftet er lavet til kip, og planen er at gøre kælderen beboelig.
Hvis Aarhus Kommune eksempelvis ender med at ekspropriere deres hus, skal kommunen lægge mindst en ekstra million mere, end de skulle, da huset var omfattet af byggelinjerne, og kommunen kunne have sagt nej til den omfattende renovering.
Nu nedtoner kommunen også risikoen for, at beboere langs den del af Ringvejen ved Åbyhøj, som Din Avis Aarhus tidligere har skrevet om, mister huset til en eventuel ekspropriering.
»For netop det sted på Ringvejen, vurderer vi lige nu, at der er plads nok til, at vi i hvert fald ikke skal ekspropriere bygninger. Udvidelsen gør, at vi måske skal have nogle baghaver, det ved vi ikke endnu, men bygninger kan vi godt undgå. Jeg kan ikke garantere det, men risikoen er meget, meget lille for den strækning,« fortæller Martin Pape og fortsætter:
»Det kan være, at der er givet tilladelse til at bygge et skur, eller lignende, men ikke nye huse eller bygninger, siden 2019. Der kan være bygget et skur på ejendommen, og det skal vi selvfølgelig erstatte, men det er i det leje vi taler.«
Beslutningen om, at kommuner skal genetablere byggelinjer hvert 10. år, kommer af en lov fra 1999. Aarhus Kommune genetablerede byggelinjerne i 2009. Originalt går byggelinjerne på strækningen tilbage til 1973.