Fortsæt til indhold

Fra Hinnerup til Aarhus: Køb abonnement og fyld klædeskabet med genbrugstøj

Det bæredygtige fællesskab Det Kollektive Klædeskab er baseret på tøjbytte for kvinder i alle aldre, stile og størrelser - nu åbner iværksætterne fra Hinnerup en forretning i Aarhus.

Samfund
mw

Sara Fritzner og Ekaterina Møller, to passionerede kvinder fra Hinnerup, står bag Det Kollektive Klædeskab - et bæredygtigt tøjbyttekoncept, der åbner dørene i Aarhus 16. august.

Tøjindustrien står for 10 procent af verdens CO2-udledning og belaster klimaet mere end flytrafik og shippingindustrien tilsammen.

Hos Sara Fritzner og Ekaterina Møller er missionen klar: At gøre op med den overproduktion af tøj, der belaster kloden og på samme tid have muligheden for at skifte ud i garderoben.

»Vores butik er et bæredygtigt tøjfællesskab for helt almindelige kvinder. Kvinder der gerne køber en ny kjole, bruger den en håndfuld gange og så ellers lader den hænge på bøjlen, fordi de ikke orker at bruge en masse tid på at sælge den igen,« fortæller Ekaterina Møller, den ene af de to butiksindehavere.

Tøj får nyt liv

Tøjbyttekonceptet er simpelt: Kunderne betaler et månedligt abonnement på 189 kroner og får adgang til et kollektivt klædeskab fyldt med tøj i alle stile og størrelser. De kan ”købe” nyt tøj med point, som de optjener ved at aflevere deres eget, let brugte tøj.

»Det handler om at give vores tøj nyt liv, i stedet for at det bare hænger ubrugt i skabet,” tilføjer Sara Fritzner - den anden af de to iværksættere.

»Som kvinde kan man godt have den der følelse af bare at have lyst til noget nyt. Her kan man få nyt tøj med god samvittighed.«

Frivillighed og fællesskab

De frivillige får - til gengæld for deres tid og engagement - et medlemskab, kaffe og en masse socialt samvær. Desuden får de fortrinsret til sociale arrangementer, foredrag og workshops, som Sara Fritzner og Ekaterina Møller planlægger.

Butikken er delvist betjent, hvilket betyder at medlemmerne selv kan låse sig ind i de timer, der ikke står nogen ved disken.

Butikken har åbningsdag 16. august klokken 15 på Nørre Allé 33 i Aarhus.

Alle er desuden inviteret til at komme til åbningsfest 19. august mellem klokken 12 og 15, hvor der er bobler, snacks og konkurrencer for alle besøgende - både for medlemmer og nysgerrige sjæle.