Aarhus Kommune og AGF går sammen om at få unge i job
Kommunen og fodboldklubben samarbejder om nyt fritidsjobforløb, som skal klæde udsatte unge på til at blive en del af et arbejdsfællesskab.
Det er ikke kun pengepungen, der vokser, når man får et fritidsjob. Det samme gør de unges selvtillid, trivsel og fremtidsmuligheder, og det er til gavn for hele samfundet.
Derfor har Aarhus Kommune og AGF indgået et samarbejde kaldet Jobligaen om at hjælpe flere unge i alderen 14 til 17 år med at få foden inden for på aarhusianske arbejdspladser.
»Mange unge drømmer om et fritidsjob, men for nogle unge kan det være svært at se, at de har noget at tilbyde en arbejdsplads. Det skal vi hjælpe dem med, for et fritidsjob kan være første skridt til drømme om uddannelse og fremtid. I ’Jobligaen’ klæder vi de unge på til et fritidsjob, åbner døren ind til byens virksomheder og støtter de unge i at falde til, og jeg glæder mig til at se selvtilliden vokse,« siger Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, i en pressemeddelelse.
De unge i projektet bliver en del af et udviklingsforløb i Ceres Park, og gennem workshops, arrangementer og undervisning med inspiration fra sportens verden får de mulighed for at opbygge konkrete kompetencer og en tro på egne evner, som de senere kan bruge i et fritidsjob.
»Mange af byens unge kender AGF og det sammenhold, vi repræsenterer. Det kan være motivationen til at komme i gang. Vi har stor erfaring med at udvikle unge talenter både på og uden for fodboldbanen, og vi glæder os til at være med til at give flere unge aarhusianere succesoplevelser, der kan føre til et fritidsjob hos os eller en af vores mange erhvervskontakter i byen,« siger Jacob Nielsen, direktør i AGF, der i forbindelse med initiativet vil aktivere klubbens netværk af erhvervskontakter og sponsorer.
Det første hold med 15-20 unge starter i efteråret 2023.
Aarhus Kommune og AGF forventer, at 45-60 unge årligt kan blive en del af projektet.