Fortsæt til indhold

Lokalpolitikere bakker op om Anholts protest mod taxalov

Ø-ordfører i Folketinget, Jens Meilvang, vil gerne give privatpersoner lov til at køre taxa. Men ikke nødvendigvis på øerne.

Samfund

Miljø- og teknikudvalget i Norddjurs Kommune holdt i går, tirsdag 15. august, ekstraordinært udvalgsmøde.

Eneste punkt var at diskutere, om kommunen skal bakke op om det høringssvar, som Anholt Borgerforening og Anholt Grundejerforening har sendt til Transportministeriet som protest mod forslagene til en ny taxalov.

Udvalget tilsluttede sig budskabet i høringssvaret med et flertal af stemmerne, men Liberal Alliances Jens Meilvang undlod at stemme.

Det kan umiddelbart synes lidt opsigtsvækkende med tanke på, at Jens Meilvang som folketingsmedlem er landdistrikts- og øordfører, mens han også sidder i Folketingets udvalg for Landdistrikter og Øer og udvalget for småøer.

Det er dog netop derfor, at han valgte ikke at stemme. I kraft af sine udvalgsposter i Folketinget står han således på tærsklen til arbejdet med et kommende lovforslag vedrørende mobiliteten i netop landdistrikterne og på småøerne.

Derfor har han i den verserende sag ikke ønsket at blande tingene sammen, forklarer Jens Meilvang.

»Jeg har valgt ikke at gå ind i den her konkrete sag nu, da jeg ved, at jeg skal være med til at komme med bud på lovgivningen. Det er et område, vi har arbejdet en del med, og lige nu er der en ekspertgruppe i gang med at undersøge mulighederne for mobiliteten i landdistrikterne, og så vil jeg bare være træt af lige at sætte et stempel på et høringssvar, som kun går en retning,« siger politikeren.

Nuancerede løsninger

Det betyder dog ikke, at han ikke vil bakke op om, at anholterne også i fremtiden kan strikke en løsning sammen, som fungerer for netop dem.

»Vi har jo selv også været ude og foreslå nogle Uber-lignende løsninger ude i landdistrikterne, men ikke nødvendigvis på øerne. Jeg ser landdistrikterne og øerne som værende meget forskellige fra hinanden, og jeg kan sagtens se for mig, at i områder, hvor der ikke kører mange taxaer, kan have gavn af, at private må køre en slags taxa. Men på øerne har man ikke de samme muligheder. Jeg kan sagtens forstå argumentet, når man har én person, der kører hele året på en ø og har noget, der fungerer, så er det jo træls, hvis man ikke kan fortsætte med det, så vi skal have lavet nogle nuancerede løsninger,« konstaterer Jens Meilvang.