Fortsæt til indhold

Action Day i Auning blev en kæmpe succes

Kun nogle få brokkede sig over, at der skulle køres ræs på en handelslørdag.

Samfund

Det er ikke så ligetil at spærre det meste af en handelsby af på en lørdag midt i august, hvor rigtig mange mennesker formentlig har en forventning om, at de kan komme ud og købe ind.

Det var imidlertid det, Auning gjorde i forrige weekend, da hele centerområdet blev spærret af for biler, så der i stedet for handlende kunder var brummende motorer fra de mange gokarts, der kørte med i gokartfællesskabet Kart4Knejts 20 års jubilæumsløb.

Ole Nørgaard fra Nørgaard Teknik er en af hovedkræfterne bag Kart4Knejt. Her byder han velkommen til 20 års jubilæumsløbet i Aunings gader.

Det havde handelsstandsforeningen Auning Handel & Erhverv været med til at gøre til en begivenhed over hele dagen, og det var da også en lidt spændt handelsstandsformand Anders Rasmussen fra SuperBrugsen, der havde set frem til dagen.

»Det er vist ikke ret mange steder, man ser en handelsby, der spærrer for, at kunderne kan komme helt ned til butikkerne, så vi var da lidt spændte på reaktionerne. Der var nogle få, da der brokkede sig lidt, men overordnet var det bare en rigtig fed dag, der viser, hvad vi også kan som handelsby,« fortæller Anders Rasmussen.

Fik vist byen frem

Han anerkender, at salget i byen nok ikke nåede de samme højder, som en normal lørdag i august havde givet. Til gengæld fik byen vist flaget til et væsentligt bredere segment end vanligt.

»Jeg så rigtig mange mennesker i byen, som jeg ikke har set før. Jeg tror, at vi har formået at skabe en interesse hos folk, der normalt ikke kommer til Auning, og det er skønt, hvis vi kan vise byen frem og fortælle, hvad vi også kan. Så jeg vil også gerne sige tak til både byen og butikkerne for at støtte op om arrangementet hele dagen« lyder det fra Anders Rasmussen.