Piratjæger blev hofleverandør: »Jeg kunne lige så godt være endt med en flaske i rendestenen«

»Det var vanvid. En selvmordsmission. Jeg har aldrig været så bange før i mit liv. Den mand, jeg så som en faderskikkelse, var på vej til at sende mig i døden. Det var et helt vildt tillidsbrud. Jeg var rasende. Men som professionel soldat kan man ikke sige nej!«

Henrik Monggaard Christensens fortælling om det, der viste sig at blive hans sidste mission som del af Danmarks usynlige elitestyrke i kampen mod pirater ud for Somalias kyst, får de små hår i nakken til at sitre.

Henriks liv begynder et helt anderledes trygt sted på en almindelig villavej i Skanderborg. Her vokser han op sammen med sine søskende på Sølystvej, cykler hver dag til til Niels Ebbesen Skolen, lærer at svømme ved Søbadet, bygger huler i Dyrehaven, sejler på søen om sommeren, og skøjter om vinteren. Han er præcis, som drenge er flest, og drømmer om vilde eventyr i den store verden.

Årtier senere er der ikke meget tilbage af drengen Henrik. Manden Henrik har oplevet alt for vilde eventyr i den store verden. Han græder på toilettet, hader sit liv, drikker alt for meget, har følelserne uden på tøjet og kæmper med angst, skyld, skam og sorg. Oplevelserne som udsendt piratjæger ved Afrikas Horn har mærket ham for livet, og hans liv er en lang nedtur.

Frit fald mod bunden

Det er 10 år siden i år, at Henrik vendte hjem efter sin sidste mission som piratjæger. Han var kaptajnløjtnant og var som taktisk koordinator med på den helikopter, der samlede sømændene Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez op på en strand i Somalia og fløj dem i sikkerhed, efter de i 838 dage havde været gidsler hos somaliske pirater.

Umiddelbart lyder det som en fantastisk succesfuld mission. For Henrik var det dråben, der sendte ham i frit fald ud over afgrunden på den nedtur, han først for alvor fik vendt sidste efterår.

I de 10 år der er gået, siden Henrik kom hjem som en bitter og nedbrudt mand, har han kæmpet for at finde en vej, så han igen kan se en mening med livet og tro på fremtiden. Først i 2021 efter seks års opslidende kamp mod systemet blev det officielt anerkendt, at oplevelserne ved Afrikas Horn fra 2008 til 2013 har givet ham PTSD. Inden da ramte han bunden flere gange.

»Jeg kunne lige så godt være endt med en flaske i rendestenen.«

I stedet er Henrik i dag en taknemlig 55-årig familiefar, der er kommet tilbage på ret køl, og som uden fortrydelse ser tilbage på et spændende liv. Og så er han blevet Kongelig Hofleverandør med en ny mission i tilværelsen, og det er den egentlige årsag til, at vi nu sidder på Kafé K og drikker kaffe.

Sms fra Dronningens adjudant

I efteråret sidste år tikkede der nemlig en sms ind på Henriks mobiltelefon. Den var fra Dronning Margrethes adjudant. Der stod: »Jeg omtalte din bog for Dronningen og overrakte dit signerede eksemplarer til hende. Vi talte lidt om piratoperationerne. Majestæten blev glad for bogen og bad mig specifikt om at takke dig mange gange.«

Sådan en besked vil de fleste reagere på med eufori, også Henrik. Men for ham var Dronningens tak også den anerkendelse, han ikke var klar over, han havde savnet i alle de mange år, siden han kom hjem fra Afrikas Horn.

»Det var som om, jeg endelig blev forstået og fik den anerkendelse, jeg aldrig havde fået for min indsats som piratjæger. En trøst.«

Den bog, Dronningen takkede for, begyndte Henrik at skrive på i 2015.

»Det var sådan en lidt dagbogs-agtig fortælling til mine børn, så de kendte min historie. Dengang tænkte jeg ikke, at det var specielt spændende eller vildt. Det var jo bare mit job.«

Den opfattelse ændrede sig, efterhånden som Henrik skrev sig tilbage i nærkontakt med oplevelserne fra de mere end 300 dage, hvor han var en del af den danske kampagne mod pirater.

»Der var uden tvivl noget terapeutisk over at få skrevet det ned, men der var også et budskab i det, som det var vigtigt for mig at få ud til andre end bare min familie. Folk vidste jo ikke ret meget om, hvad det var, vi lavede dernede, og hvad det havde af konsekvenser. PTSD var meget tabubelagt dengang. Måske stadigvæk. Ikke noget, professionelle soldater får.«

»Mit liv var et stort rod«

Piratjæger, som er bogens titel, udkom i 2017. Selvom Henrik glædede sig over udgivelsen, blev det ikke den forløsning, han havde forventet.

»Det var jo ikke slut – langt fra! Jeg havde det jo stadigvæk ad helvede til. Mit liv var et stort rod. Jeg kæmpede mod systemet for at få anerkendt min PTSD-diagnose. Jeg blev sygemeldt med depressioner igen og igen og var fuldstændig paralyseret af selvmedlidenhed og dårlig samvittighed. Og jeg havde svært ved styre mit temperament.«

Det hele blev skyllet ned med store mængder alkohol. Vendepunktet blev en ydmygende tur i detentionen og et ultimatum fra en, han for alt i verden ikke vil undvære. Omsider kom han i behandling for sit alkoholmisbrug og i dag er de to-tre ugentlige AA-møder en vigtig, men også berigende del af hans liv.

»Jeg har været igennem en virkelig hård tid, men jeg er kommet om på den anden side af bjerget. Jeg er forandret. Jeg har langt om længe fået anerkendt min PTSD-diagnose, jeg er blevet en ædru alkoholiker, jeg har fundet kærligheden igen, og jeg er igen glad for mit job.«

Henrik begyndte at reflektere over, hvad det egentlig var, der gjorde udslaget, og fik ham ovenpå igen.

»Jeg har stykket alle de mange små puslespilsbrikker sammen til et hele og prøvet at finde en forklaring. En hel masse brikker, der stikker i tusindvis af retninger. Og det vigtige er ikke et skridt, men mange små skridt, der til sidst gør forskellen. Derfor var jeg nødt til at fortsætte fortællingen. Der er jo andre PTSD-ramte veteraner, der kæmper samme kamp. Måske kan jeg med min historie give håb til nogen, ved at vise, at man kan være en my fra at drukne i rendestenen, og alligevel komme ud på den anden side og igen se lyst på fremtiden,« forklarer han.

En ny mission

Henrik begyndte at skrive igen i julen sidste år. Den nye bog, der har fået titlen ’Manden der sendte Dronningen en bog’, udkommer 14. september og bygger videre på den første bog, der nu er tilføjet kapitler om hændelser i hans barndom og ungdom samt en detaljeret og hudløst ærlig fortælling om kampen mod drukdæmonen.

Den fanden-i-voldske og eventyrlystne Henrik er væk. Det er en moden og eftertænksom Henrik, der nu fortæller. En ny Henrik, der tænker meget over sit liv og bruger den nye erkendelse som løftestang til at komme videre.

»Jeg er begyndt at interessere mig for filosofi. Det har hjulpet mig med at få nogle af mit livs skæve puslespilsbrikker til at falde på plads og til at sætte ord på. Jeg kan pludselig se mit liv i et større perspektiv. Se, hvordan jeg har bevæget mig gennem forskellige faser. At der måske alligevel er en mening med alt. At det, jeg som ung troede var målet, måske bare er et stadie.«

I dag er han optaget af veteransagen og håber, han kan være med til at gøre en forskel og hjælpe andre gennem det helvede, der nær havde fået bugt med ham selv.

»Jeg kan stadig undre mig over, at der ikke var nogen, der var mere opmærksomme på, om vi nu også VAR ok, efter vi havde været udsendt. Det var vilde ting, vi oplevede. Alligevel var der ingen, der tjekkede op på, om vi nu også fik talt med psykologen, eller var lidt for glade for alkohol. Alkohol er et problem for mange veteraner. Alkohol var helt klart noget, jeg selv brugte, for at få ro i hovedet.«

Fortryder intet

Henrik oplever i dag, at den robusthed, han som ung havde i fysisk forstand, nu er tilbage i en mental udgave. Med den har han en anderledes styrke til at tackle livets udfordringer. Og det giver en ro i sindet til forventningsfuldt at gribe dagen og se, hvad den bringer.

»Ville jeg gøre noget om, hvis jeg kunne? Nej, egentlig ikke. Det her er mit liv, mine valg og min skæbne. Jeg er glad for det, jeg lavede, selvom det gav skrammer mentalt. Jeg er glad for de oplevelser, jeg har haft. Jeg er glad for mit liv. Det her er min vej, og den fortryder jeg ikke,« konstaterer han.

Efter en kort pause tilføjer han eftertænksomt:

»Da jeg var ung, troede jeg, at jeg skulle helt op på toppen af bjerget, op på de højeste tinder og blive en af de stærkeste mænd. Sådan ville skæbnen det ikke.«

Så griner han og tilføjer:

»Men jeg fik da en meget god udsigt undervejs.«