Fortsæt til indhold

2.000 borgere skal gøre Jobcentret i Norddjurs bedre

Udvalgsformand vil kortlægge oplevelserne af jobcentrets indsats.

Samfund
sica

2.000 borgere i Norddjurs, der er tilknyttet Jobcenter Norddjurs, kan i disse dage forvente at modtage et spørgeskema i deres e-Boks.

Det sker som et led i at forsøge at gøre Jobcentrets indsats bedre. Det fortæller formand for arbejdsmarkedsudvalget Karoline Bergkvist Søgaard i en pressemeddelelse.

»Det er betydningsfuldt for os, at borgerne oplever en værdig sagsbehandling og får den rette hjælp. Derfor har arbejdsmarkedsudvalget bedt forvaltningen lave en undersøgelse af borgernes oplevelser, når de er i berøring med jobcentret.«

Borgere tilknyttet jobcentret bliver spurgt ind til temaerne; samtaler og tilbud, udbytte af forløb, værdig sagsbehandling, brugen af digitale platforme og jobcentrets fysiske rammer. Temaerne er valgt ud fra en indledende drøftelse af, hvad der er vigtigt for oplevelsen af en værdig sagsbehandling og for den samlede tilfredshed med jobcentret.

”Vi ønsker, at borgerne oplever en relevant og værdig hjælp, og borgerne er eksperter i deres eget liv, derfor spørger vi dem til deres oplevelse. Svarene skal bruges til at gøre oplevelsen og hjælpen endnu bedre end den er i dag,« uddyber Karoline Bergkvist Søgaard.