Fortsæt til indhold

Virksomhedsservice er klar med råd og vejledning fra ny lokation

Jobcentrets Virksomhedsservice er rykket ind på central og mere synlig placering i Auning.

Samfund

Selvom der kun er gået bare et par måneder siden store flyttedag til Centervej 3 i Auning - lige overfor apoteket - kan medarbejderne tilknyttet Jobcenterets Virksomhedsservice på satellitkontoret i Auning allerede nu mærke, at det giver god mening at være på en mere synlig lokation.

»Formålet med flytningen var et ønske om at blive mere synlige og være lettere tilgængelige for virksomhederne i den vestlige del af kommunen, og det har vi opnået med den nye placering,« fortæller Hanne Odgaard, leder af Virksomhedsservice i Norddjurs Kommune.

Formålet med flytningen var et ønske om at blive mere synlige og være lettere tilgængelige for virksomhederne i den vestlige del af kommunen, og det har vi opnået med den nye placering
Hanne Odgaard, leder af Virksomhedsservice

»Vi ses i hverdagsbilledet, og det kan noget, at forbipasserende lige bliver mindet om, at her kan virksomheder får råd og vejledning. Det betyder også, at vi opfattes som lokale, når vi kommer ud til virksomhederne,« tilføjer hun.

Virksomhedsservice tilbyder virksomhederne hjælpe til at rekruttere nye medarbejdere og opkvalificere dem, der allerede er ansat.

»Vi kan hjælpe virksomhederne med at finde kvalificerede medarbejdere og med at opkvalificere de medarbejdere, de allerede har. Og lige i øjeblikket med den eksisterende krise, som mange virksomheder har tæt inde på livet, hjælper vi med information om puljer, som det kan være relevant for den enkelte virksomhed at søge. Det gør vi i tæt samarbejdet med konsulenterne fra Erhvervshuset,« forklarer Hanne Odgaard.

»Vi kan godt mærke, at det lokale erhvervsliv kæmper med krisen, men der er stadig behov for at rekruttere, i øjeblikket dog ikke helt på samme niveau, som normalt. For at hjælpe virksomhederne gennem krisen har vi genoptaget Norddjursmodellen, som er et af de tiltag, vi satte i gang under corona-nedlukningerne.«

Kort fortalt går Norddjursmodellen ud på at hjælpe virksomhederne på en måde, så man undgår afskedigelser.

»Norddjursmodellen er et alternativ til afskedigelser, hvor virksomhederne i stedet kan sende medarbejdere på opkvalificeringskurser med tilskud til løn og uddannelse. Den gør det muligt at beholde medarbejdere i en svær tid. Vi samarbejder blandt andet med AOF, og gør det så nemt som muligt for virksomhederne at få udfyldt de nødvendige skemaer,« forklarer Hanne Odgaard.