Tabitta Flyger var udsendt til Saddam Husseins baggård: Én ting tager hun med sig til sit nye job

Tabitta Flyger er ny præst i Ellevang Kirke i Vejlby, efter Søren Jensen stoppede tidligere på året.

Og det er en ny præst, der har været vidt omkring. Hun har bl.a. tidligere arbejdet som sognepræst i Hedensted og i Sydmors pastorat, samt været konsulent for sorggrupper i Aalborg stift. Og så har hun også været udsendt som feltpræst i både Pristina i Kosovo og senest Iraks hovedstad Bagdad.

Første dag på ”kontoret” i Vejlby var 8. oktober, hvor hun blev indsat ved en gudstjeneste, som blev foretaget i fællesskab med sine nye præste-kollegaer og provsten.

»Det, jeg allerede fornemmer, er, at der er et dejligt kollega-fællesskab i kirken, og nogle virkelig dygtige folk. Og jeg synes virkelig, det er et privilegium, at man i Ellevang Kirke lægger så meget vægt på kvaliteten af de ting, man laver. Det har jeg allerede oplevet i nogle af de koncerter og foredrag, der har været, og jeg synes, det er et meget højt niveau,« siger Tabitta Flyger om den nye kirke, hun så småt er landet i.

Det er samtidig lidt af et sceneskift Tabitta Flyger har taget, sat op imod det seneste job, hun kommer fra. Det var nemlig som udsendt feltpræst i Bagdad.

Halvt år i Saddams baggård

»Det var lettere at rejse ud, end det var at rejse hjem,« siger Tabitta Flyger.

I et halvt år var hun sendt af sted som feltpræst på NATO-militærbasen Union III i Bagdad - en base, der ligger i hjertet, af det der engang var Saddam Husseins regeringsdistrikt, og en militærlejr som er bygget rundt om hans gamle palads.

Og selvom det i dag er 20 år efter, at de første danske tropper gik ind i Irak, og den vestlige tilstedeværelse ikke længere er på samme niveau, så er Irak stadig et så farligt land at opholde sig i, at udenrigsministeriet fraråder alle rejser dertil grundet de væbnede konflikter, som er i landet.

Danmark trak sine tropper hjem fra Irak i 2011, men siden 2018 har danske soldater så igen taget del i den NATO-indsats, der er i landet, som handler om at imødegå terror-truslen fra eksempelvis Islamisk Stat. Og når man sender en bataljon af sted, så sender man også en feltpræst afsted.

Et specielt job i Folkekirken, hvor man er forberedt og trænet til at kunne håndtere lidt af hvert og udføre nogle af de samme ting, som de udsendte soldater - eksempelvis at kunne give førstehjælp eller affyre et våben i en nødsituation. Men mest af alt var det en anderledes hverdag, som Tabitta Flyger havde i den lukkede militærlejr i Bagdad - fyldt med regler, rutiner og langt væk fra familien.

»Man kommer derned, og så er det jo en meget simpel verden. For jeg skulle ikke hente nogen børn, jeg skulle ikke køre nogen steder hen - der var jo ingen bil. Jeg måtte ikke forlade lejren. Maden blev serveret fire gange om dagen, og der var ingen mulighed for at bruge penge, for der var ikke noget, man kunne købe. Det var ét stort hjem, hvor man kunne komme i sindssygt god form, og så kunne man ellers gå op, sætte sig til bords og hente mad fra buffeten i kantinen. Så der var ikke ret mange valg, der skulle træffes på sådan en dag. Alt var meget tilrettelagt,« siger hun.

Holder et minde i live

Spurgt til sin egen motivation for at tage afsted, kalder hun det en samfundsopgave - og nærmest en pligt, at vi som nation sender støttepersonel afsted sammen med soldaterne, og nogen som kan tale med de udsendte om stort og småt, og om alt det der sker, mens de er afsted. Men også det, der er sket:

»Jeg havde ikke været i Bagdad i ret lang tid, og så kom den danske ambassadør på besøg og var med til en gudstjeneste. Og der inviterede han mig ud til indvielsen af en mindesten for faldne soldater i Irak. Mindestenen stod i haven ved den anglikanske kirke i Bagdad. Der var springvand foran og blomster - og det var meget, meget smukt. Og der stod så navnene på de otte danske soldater, der har mistet livet i Irak,« siger Tabitta Flyger, der endte med at stå for en mindehøjtidelighed ved samme lejlighed.

»Vi markerede dødsdagen for to af soldaterne, mens vi var der. Og det var meget højtideligt. Der var soldater med på turen, som havde kendt de faldne - og de holdt en tale. Og det gjorde et stort indtryk at høre deres historie og være samlet om at ære deres minde. Det betyder meget at mindes og huske at fortælle den historie, der var deres, og at vise respekt for at der faktisk er nogen, som har sagt farvel til deres familie i lufthavnen, og ikke er kommet hjem igen.«

For alvorligt til ikke at grine

Selv kom Tabitta Flyger hjem. Og det var ifølge hende »overvældende« pludselig igen at skulle finde tilbage til en hverdag uden uniform, og hvor ens valg ikke er tilrettelagt eller afgrænset af høje mure med pigtråd. Men det giver også et perspektiv. Og en ting tager hun også med sig i sit nyt job - 3.600 kilometer væk fra Bagdads Greenzone:

»Det jeg tager med mig fra mine ture som feltpræst, det er, hvor meget det betyder, dét vi giver til hinanden. For sådan en lejr er et lille sted, hvor der ikke er andre end os selv. Vi kommer jo ikke hjem til vores familie hver dag, og vi har ikke de mennesker i vores liv, sådan fysisk til stede i hvert fald, som vi havde derhjemme. Så der var meget taknemmelighed, når nogen gav noget ind i fællesskabet. At sprede lys og at have øje for hinanden, fordi man ikke bare lige kan gå hjem til ens ægtefælle, børn eller familie og få et andet perspektiv på noget eller et skud glæde,« siger hun.

»Jeg tror i virkeligheden, at livet nogle gange er alt for alvorligt og for kort til ikke at grine så meget, som vi kan. At det er godt at have det så sjovt, som vi nu kan, samtidig med at man løser sin opgave på en seriøs måde, det synes jeg var virkelig vigtigt. Og bare fordi man er professionel og løser sin opgave og gør sig umage, så behøver det ikke betyde, at man skal være sur samtidig. Så glæde og smil, og at sprede noget lys og opmærksomhed på hinanden, hvor langt man kom med det, det synes jeg var helt fantastisk at opleve.«

Tabitta Flyger fortæller, hun ikke er færdig som feltpræst, men der går noget tid, før hun skal afsted igen.

»Nu er jeg også lige skiftet til Ellevang, så nu vil jeg også gerne lige have mig bidt fast her og blive en del af hverdagen. Så vi taler år, før det bliver aktuelt igen,« slår den 45-årige nordjyde fast.