Mere tryghed til Hørning: Ny hjertestarter placeres centralt i byen
Er sat op ved Hørning Bibliotek, som også huser Rådhusloftet, der er samlingssted for lokale foreninger og frivillige.
Når et hjertestop indtræffer, kan hurtig hjælp betyde forskellen på liv og død.
Skanderborg Kommunes Biblioteker har derfor taget initiativ til at få hængt en hjertestarter op ved Hørning Bibliotek, som også huser Rådhusloftet, der er samlingssted for lokale foreninger og frivillige. Hjertestarteren, der er doneret af TrygFonden, er tilgængelig for alle i området hele døgnet og kan ses på hjertestarter.dk.
En hurtig indsats er altafgørende, når der sker et hjertestop, og for hvert sekund der går, falder chancen for at overleve. Hvis ingen træder til med genoplivning inden ambulancens ankomst, så overlever 6 ud af 100. Men hvis der bliver trådt til med hjertelungeredning inden ambulancens ankomst, så overlever 14 ud af 100. Og gives der også stød med en hjertestarter inden ambulancens ankomst, overlever 30 ud af 100.
Derfor søgte Skanderborg Kommunes Biblioteker TrygFonden om en hjertestarter, og med den fulgte et kursus, hvor medarbejdere ved biblioteket og lokale frivillige er blevet uddannet i livreddende førstehjælp og brug af hjertestarteren.
Vi håber, at vi aldrig får brug for den, men at den hænger klar på muren, skulle gerne give tryghed for husets brugere og gæster og for alle, der færdes i området.Lykke Kvistgaard, driftskoordinator på Skanderborg Kommunes Biblioteker
Tryghed for borgerne
»Der kommer mange mennesker hver dag på Biblioteket og Rådhusloftet, blandt andet for at låne bøger og deltage i kulturelle aktiviteter eller foreningsliv. Derfor er det vigtigt for os, at vi har en hjertestarter i huset, så vi kan sikre hurtig hjælp, hvis der skulle ske et hjertestop hos os eller i området omkring. Vi håber, at vi aldrig får brug for den, men at den hænger klar på muren, skulle gerne give tryghed for husets brugere og gæster og for alle, der færdes i området,« fortæller Lykke Kvistgaard, der er driftskoordinator på Skanderborg Kommunes Biblioteker, i en pressemeddelelse.
Omkring 5.000 personer falder om med hjertestop uden for hospital hvert år i Danmark. Det svarer til knap 13 personer om dagen. Ved 80 pct. af hjertestoppene i 2022 trådte vidner til med livreddende førstehjælp, og 699 personer overlevede hjertestoppet, hvilket svarer til 14 pct.
»Vi er meget glade for, at Skanderborg Kommunes Biblioteker har taget initiativ til at få en hjertestarter hængt op. Vi ved, at den mest effektive behandling mod hjertestop er et elektrisk stød til hjertet, og jo flere hjertestartere, der er tilgængelige hele døgnet rundt om i landet, jo større er chancen for, at der er en i nærheden, hvis uheldet er ude, og en person pludselig falder om med hjertestop. Derfor er det vigtigt at udbrede kendskabet til, hvor hjertestarterne hænger, og hvordan man bruger dem,« siger Grethe Thomas, projektchef i TrygFonden.