Hjemmepasning er et hit i Skanderborg - nu gør byrødderne ordningen permanent
341 børn er i løbet af de sidste år blevet passet hjemme med tilskud fra Skanderborg Kommune. Den store efterspørgsel har overbevist byrådet, der nu har besluttet at ordningen skal være permanent.
Forsøgsordningen med hjemmepasning gøres nu permanent, så det fremover er et fast tilbud til forældre i Skanderborg Kommune, at de kan søge om tilskud til at passe deres eget barn hjemme.
Det besluttede et stort flertal af byrødderne på byrådsmødet 1. november. Kun SF og løsgænger Malene Ringberg stemte imod.
Da vi indførte ordningen, forventede vi 10-12 ansøgninger om året, men efterspørgslen har været langt større.Trine Frengler (S), formand, Børne- og Ungdomsudvalget
Forsøgsordningen med hjemmepasning, der blev indført i 2020, har vist sig at være et populært alternativ til vuggestue, dagpleje og børnehave. 341 børn fordelt over hele kommunen har været tilmeldt ordningen. Især børn i alderen nul til to år er blevet passet hjemme.
»Da vi indførte ordningen, forventede vi 10-12 ansøgninger om året, men efterspørgslen har været langt større. Antallet svarer til et mellemstort dagtilbud. I en tid, hvor der er rift om dagtilbudspladserne, er hjemmepasning et godt supplement til de andre pasningstilbud, vi har på hylden,« siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.
Det er fagsekretariatet Børn og Unge, der håndterer ansøgningerne om tilskud til hjemmepasning. Der findes ingen statistik, der viser, hvorfor nogle ønsker hjemmepasning, men bedste bud ifølge fagsekretariatet er, at det er forældre, der vælger at passe deres barn selv af værdimæssige årsager.
Ifølge loven kan man maksimalt få tilskud til hjemmepasning i 12 måneder. Skanderborg Kommune har indført en minimumsperiode på seks måneder, hvor aftale som udgangspunkt er bindende.
Du kan læse mere om muligheden for hjemmepasning på barn på Skanderborg Kommunes hjemmeside.