49 tomme boliger i Lille Nyhavn: »Folk vil gerne lige banke lidt på væggene«
Indtil nu er der blot solgt 16 lejligheder i det nye storbyggeri. Det er dog helt naturligt, forklarer ejendomsmægler.
Så skete det endelig.
Sådan må de projektfolk og borgere, der har bakket op om Lille Nyhavn, tænke i disse dage.
For efter at have forceret den ene hurdle efter den anden i form af klager, og dispensationer og krav om nye miljøvurderinger, er Skanderborgs nye farverige vartegn så småt klar til indflytning.
Men når Lille Nyhavn slår dørene op af tre omgange 1., 8. og 15. december, er det ikke for lige så mange beboere som man kunne have håbet .
I skrivende stund er 15 ud af 64 solgt i det prestigefyldte byggeri.
Det er ifølge en af projektets to ejendomsmæglere, Morten Elmgaard fra Home Skanderborg, på mange måder helt naturligt.
Det er jo nogle lejligheder i den høje ende af prisskalaen på grund af beliggenhed og materialer og så videre. Derfor koster de noget mere end andre lejlighederMorten Elmgaard, Home Skanderborg
Klassisk projektsalg
Status på lejlighedssalgene i Lille Nyhavn er, at godt 25 pct. af boligerne er solgt. Det er på trods af, at interessen fra købere været stor hele vejen igennem.
Ifølge Morten Elmgaard er det et typisk forløb når det kommer til projektsalg, som er et udtryk for den situation, hvor man køber ejendomme før byggeriet er gået i gang eller mens boligerne bliver opført.
»Jeg synes, vi har oplevet, at der i starten var stor interesse fra en gruppe købere, som altid gerne ville have været dernede. Det er typisk folk med en lokal relation. Det så vi da lejlighederne blev udbudt første gang for et par år siden. Det er ildsjælene. Dem, der kan købe en ejendom uden at se den først. Derefter opstår der typisk et vakuum, mens byggeriet bliver opført, og så stiger interessen igen, når byggeriet er ved at stå færdigt. Sådan er det med projektsalg generelt.«
Nu, hvor ejendommene er ved at være indflytningsklart, betyder det, at der kan holdes åbenthus i de ledige boliger. Derfor stiger interesseren også helt automatisk, forklarer Morten Elmgaard.
Som noget helt særligt ankommer du til din bolig med en elevator, der kører direkte op i din lejlighed fra parkeringskælderenMorten Elmgaard, Home Skanderborg
Samtidig kommer det til at få enorm betydning, når der helt naturligt begynder at opstå et miljø omkring det nye byggeri.
»Det kommer jo til at se helt kanon ud – især til foråret, når restauranten starter op, så vil der automatisk komme en øget interesse for boligerne. Det er kun noget man kan, når det er færdigt,« siger Morten Elmgaard med henvisning til den kommende restaurant i stueetagen i den midterste bygning i Lille Nyhavn. Restauranten åbnes af restauratør-ægteparret René og Louise Mammen, der bl.a. også står bag Michelin-restauranten Substans på Aarhus Ø.
Lige netop Aarhus Ø er et eksempel Morten Elmgaard nævner igen og igen, når snakken falder på salgsforløbet i Lille Nyhavn.
Unik ejendom
Udover Home Skanderborg har Morten Elmgaard også to forretninger i Aarhus. I den forbindelse har han også været inde over et andet projektbyggeri nemlig Nicolinehus på Aarhus Ø.
Han ser flere ligheder mellem de to projekter, når det kommer til salgsforløbet.
»Det er jo nogle lejligheder i den høje ende af prisskalaen på grund af beliggenhed og materialer og så videre. Derfor koster de noget mere end andre lejligheder. Derfor er der også mange, der gerne lige vil gå og banke lidt på væggene, se boligerne med egne øje og fornemme det hele. Det er det samme i Aarhus.«
En betydelig forskel mellem de to er dog, at Lille Nyhavn er unikt på flere områder.
»F.eks. er der elevator i hver opgang, og som noget helt særligt ankommer du til din bolig med en elevator, der kører direkte op i din lejlighed fra parkeringskælderen og direkte op til dit eget pulterrum. Det ser man kun i amerikanerfilm. Det har jeg aldrig set før. Samtidig er alt lige fra gulve og døre til gulvvarme og elinstallationer helt i top.«
Svære tider
Byggeriet tiltrækker en lang række forskellige købere. På grund af den unikke beliggenhed og de eksklusive materialer er det dog ikke alle, der er i stand til at lægge et bud på en af Lille Nyhavns 64 lejligheder.
Hvem er kernekøberen som du ser det indtil videre?
»Det er generelt det voksne publikum uden hjemmeboende børn. Vi har også solgt til og haft interesse fra børnefamilier, men det er typisk de par, der gerne vil skifte deres villa ud. Folk der ikke gider slå græs, men hellere vil på golfbanen og have en bolig de kan forlade i 2-3 måneder. Gør man det i en villa, så er der knæhøjt græs, når man kommer hjem. Samtidig er parkering vigtigt. Når man kommer fra en villa, hvor bilen kan komme under tag og står trygt og godt, så betyder det noget, at man kan finde det samme her.«
Selvom interessen for Lille Nyhavn er stor, så er der ikke solgt ligeså mange boliger, som man kunne have håbet på på nuværende tidspunkt. Det erkender Morten Elmgaard da også.
»Det er da klart, at jeg hellere ville have haft, at vi havde solgt det hele nu, men tiderne har jo så også bare været lidt specielle de sidste par år.«
Hvilke udfordringer er der med at få de sidste afsat?
»Det, der er udfordringen som det ser ud nu, det er, at det er dyrere at låne penge og der er en smule utryghed på blandt købere og sælgere. Folk er usikre på markedet. Det er sådan set den største faktor. Især med de nye ejendomsskatter.«