Fortsæt til indhold

»Det er med tårer i det ene øje og glæde i det andet«: Om lidt flytter de første ind i Lille Nyhavn

Det prestigefyldte nybyggeri slår dørene op fra 1. december

Samfund

Fred, ro og storslåede vidder så langt øjet rækker.

Sådan har hverdagen været for ægteparret Karsten og Annemette Baatrup de sidste 17 år.

Om få uger tager de dog hul på et nyt kapitel i deres liv, når de landlige omgivelser ved Voervadsbro skiftes ud med gademiljøet i hjertet af Skanderborg.

De er nemlig nogle af de første til at flytte ind i nye, store projektbyggeri Lille Nyhavn.

»Nogle gange skal man også prøve at gøre noget andet i sit liv. Jeg tror, det bliver spændende at komme ind til byen. Når vi går ud af vores dør, så er bylivet lige der,« siger Annemette Baatrup.

Samtidig er der følelser forbundet med fraflytningen. Ægteparret siger nemlig farvel til et hus, de har bygget helt fra bunden.

Drømmehuset

Karsten og Annemette Baatrup kommer fra Sønderborg, men har gennem årene boet i både Odense, Aarhus og Malling. For 17 år siden flyttede de til Holmekullen ved Voerladsgård. Dengang var der kun et hus på Holmekollen.

»Det er en dato, vi altid kan huske. Det var nemlig 07.07.07 klokken 07.07 – vi stod og ventede med nøglerne herude foran døren indtil viseren skiftede,« fortæller de med et smil.

Huset ligger omgivet af natur med udsigt udover en skovfyldt dal med to søer i bunden i skyggen af den jyske højderyg.

»Lige nu bor vi tæt på Sukkertoppen og fantastisk natur. Det er der også i Skanderborg, men på en anden måde. Og så er det jo lidt nemmere, når der er Smukfest,« fortæller Karsten Baatrup og griner.

Når parret flytter til Lille Nyhavn i andet ryk 8. december, bliver det samtidig et farvel til gode naboer og venner gennem mange år.

»Det er med tårer i det ene øje og glæde i det andet at vi flytter herfra.«

Mest af alt er det dog med glæde.

De flytter nemlig både tættere på Annemettes forældre, som bor på Dagmargården, og på deres børn og børnebørn.

»Vores mellemste søn bor mellem Skanderborg og Stilling og vores ældste søn bor i Hasle, så vi kommer tættere på de to ældste børn,« fortæller Karsten og Annemette Baatrup, der også har en datter, der bor i Indien.

Øjeblikke interesse

Inden længe bliver anneks, carport og værksted vekslet til fordel for lejlighed, søudsigt og byliv.

Selvom det er med en smule vemod, at de forlader hjemmet, de byggede op fra bunden, så er det begejstringen over det nye eventyr, der fylder mest.

»Det var ikke meningen vi skulle flytte nu her. Vi snakkede om at blive her i 7-8 år længere, men det er godt at få ryddet op og smidt ud i god tid,« fortæller parret.

De fortæller samtidig, at de var fristet af projektet Lille Nyhavn lige fra starten.

»I første omgang var vi lige ved at hoppe på med det samme, men vi følte det var lidt for tidligt.«

De havde dog svært ved at slippe tanken, da den først havde slået rod.

»Vi var med til introduktionen på Skanderborg Bryghus. Vi kiggede rigtig meget på en lejlighed i den bygning, der ligger tættest på Kulturhuset. Den var vi ret hooked, men så blev den solgt og så sagde vi naarh vi bliver sgu her

Det skulle dog hurtigt ændre sig.

»Jeg var så dum, at jeg lige skulle kigge på boligoversigten over Lille Nyhavn en dag, og så så jeg, at den lejlighed vi var interesseret i, ikke var solgt alligevel. Så var vi inde at se den til åbent hus og havde besluttet os, men så skulle vi lige se på en lejlighed i den midterste bygning, og så var vi solgt.«

I sidste ende var timing bare rigtig, og parret skrev under på deres nye hjem i foråret.

Siden da har de ikke set sig tilbage.

Der bliver lagt sidste hånd på det længe ventede storbyggeri Lille Nyhavn i disse dage. Det skal nemlig stå klar, når de nye beboere rykker ind af tre omgange hhv. 1., 8., og 15. december. Foto: Mark Sigetty.

Tyve sekunder til kontoret

Når alt kommer til alt, var den altafgørende faktor for flytningen var arbejde.

Ikke arbejde som i det deres levebrød.

»Jeg har kun tyve sekunder til kontoret,« siger Karsten Baatrup. Han startede nemlig egen virksomhed – Design2Dairy – for 12 år siden, og har hjemmekontor i annekset.

»– og så er der kantine herovre,« indskyder Annemette Baatrup, der er logistikchef i firmaet.

Når arbejde bliver beskrevet som den afgørende faktor for flytningen, så skal det derfor forstås som det arbejde det kræver at holde et hus ift. en lejlighed.

»Vi byggede et sommerhus for fire år siden ude på Djursland, og det er for meget at holde to huse.«

Siden de fik sommerhuset, er det der de oftest mødes med familien. Derfor tog snakken om at flytte i lejlighed for alvor fart.

»Så kom det der i Lille Nyhavn. Samtidig fandt vi nogle rigtig gode købere til vores hus – en børnefamilie, så det er rigtig rart.«

Det rette tidspunkt

Selvom de nu flytter fra hus til lejlighed, så er det ikke plads parret kommer til at savne.

Deres nye lejlighed er 205 kvm. inklusiv ydervægge og indeholder fire værelser plus køkken-alrum og 15 m2 depot på loftet.

Alligevel har der været nok at se til op til flytningen.

»Hold op vi har smidt ud. Vi har meget opbevaringsplads her; værksted, kontor, skur og det hele. Det gode er, at vi har kunne give det meste væk til folk der har brug for det i stedet for at aflevere det på genbrugspladsen.«

Nu ser de bare frem til de mange oplevelser, der ligger og venter ved deres nye hjem, samt hurtig forbindelse med tog til Aarhus.

»Jeg glæder mig til at prøve søbadet,« siger Annemette Baatrup og bliver bakket op af Karsten Baatrup.

»Jeg har roet meget kajak, så jeg glæder mig til at have udsigten til søen, når Tour de Gudenå starter,«

»Jeg tror ikke, vi kommer til at kede os. Man skal også møde stedet med åbent hjerte.«