Bare for en sikkerheds skyld: Ny spam-besked hærger Facebook
Det er et 10 år gammelt kædebrev, der lige nu spreder sig som ild og møg på Facebook. Og det er spam.
»Bare for en sikkerheds skyld«. »Jeg deaktiverer også«. Eller hvad med: »Ved ikke om det betyder noget ...«.
Opslagene begynder ikke helt ens - men indholdet er det samme.
Svarene må være: Bare for en sikkerheds skyld, så er du taget ved næsen. Du kan ikke deaktivere noget som helst - og - det betyder ikke andet, end du er ’faldet i fælden’.
Det har været nærmest umuligt at undgå - har du kigget forbi Facebook - det opslag, der ’lover’, at blot du deler en række sætninger, så har undgår du både retssager og at Facebook kan bruge indhold fra din side.
»Med denne udtalelse giver jeg Facebook besked om, at det er strengt forbudt at afsløre, kopiere, distribuere eller foretage andre tiltag mod mig baseret på denne profil og/eller dens indhold,« lyder det blandt andet i det opslag, der lige nu spreder sig med lynets hast.
Beskeden, der er et opkog af en gammel kæde-besked, kommer i kølvandet på, at alle Facebook-brugere de seneste dage er blevet bedt om at tage stilling, om de vil fortsætte med et abonnement - eller have en gratis udgave med annoncer.
Hvorfor ikke bare dele - sådan for en sikkerheds skyld?
I den opfordres til at kopiere teksten - og indsætte på ny. Og altså ikke blot dele.
Det er der en helt klar årsag til.
Når Facebook opdager det falske opslag - og fjerner det - så vil eventuelle delinger også automatisk forsvinde, skriver Thatsnonsense.com.
Har et opslag 100.000 delinger forsvinder 100.000 opslag/delinger altså med et hug.
Er det derimod kopieret, så er der stadig 99.999 af dem i omløb efter Facebooks ’indgreb’.
Det er også nærmest umuligt af finde tilbage til originalen, eftersom nye personer hele tiden fremstår som ’afsendere’.
Derudover, hvis opslag kopieres i stedet for at deles, så er det ikke afhængig af privatlivs-indstillingerne på Facebook.
Det betyder, at hvis du deler et opslag fra en person, der har indstillet til, at det kun er venner, der kan se det, så vil det delte opslag stadig kun være synligt for personens venner.
Thatsnonsense.com skriver videre, at brugerne dog ikke skal frygte, at kontoen overtagets af hackere.
Den heftige spredning af ’budskabet’ er helle ikke gået Facebook-siden ’Undgå virus og spam’ forbi:
»Budskabet er FALSKT og stammer fra et kædebrev fra 2012. Du kan i øvrigt slet ikke stille krav til Facebook om, hvad de ikke må bruge dit indhold til,« skriver siden.
Fanget - af humor
Der er dog også flere, der har gennemskuet opslaget. Blandt dem professor Svend Brinkmann.
»Jeg giver ikke Facebook eller nogen enheder tilknyttet Facebook tilladelse til at vise mig opslag med dårlige argumenter, synsninger og mavefornemmelser, shitstorme, avocadomadder, tilsvininger, selfies med politikere eller tankeløse delinger af tossede kædebreve,« skriver han blandt andet på sin Facebook-profil.
Hoax
Sådanne opslag kaldes for også ’hoax’ - afledt af ’Hocus Pocus’ og skal forsøge at narre publikum til at tro, at noget (falskt) er ægte.
Tidligere har det været opslag som at se de samme 25 venner, at undgå navngivne hackere, måder at tjekke for hjerteanfald, kræft og make up-tips til kvinder i voldelige forhold.
Budskaber, der kan være falske - og dermed direkte farlige.
Så - bare for en sikkerheds skyld: Lad være med hverken at sprede eller dele. Det skulle da lige være denne artikel ...