Fortsæt til indhold

Fremtiden for 'Dampen' diskuteres sidst i november

Formand fastholder sin afgang fra turistattraktionen.

Samfund

I sidste uge mødtes repræsentanter fra Djursland for fuld Damp (DffD) igen med Norddjurs Kommune for at diskutere fremtiden for turistattraktionen i Allingåbro.

DffD havde på baggrund af kommunens budget anmodet om et møde, idet DffD ikke ser det muligt at fortsætte driften med de økonomiske forudsætninger, der er til rådighed.

DffD får i 2024 750.000 kroner i kommunalt tilskud. Det svarer til det beløb, som attraktionen budgetterer med for at få driftsomkostningerne til at hænge sammen.

Ifølge kommunens budget falder tilskuddet dog med 75.000 kroner i 2025 og med yderligere 75.000 kroner i 2026. Derfor har DffD indtil videre afslået at indgå en ny driftsaftale med kommunen.

Ifølge formand for DffD kom der på mødet 8. november ikke konkrete nye tiltag eller forslag på bordet. Til gengæld regner formanden med, at DffD er at finde på dagsordenen, når kultur- og fritidsudvalget har møde 28. november.

»Jeg tror, at kommunen godt kan se, at de har sat os i en lidt uheldig situation. Vi har foreslået, at vi laver en driftsaftale for 2024, og så bliver vi nødt til at tage forbehold for 2025 og 2026. Vi kan ikke troværdigt sige, at vi på to år kan forbedre vores resultat med 300.000 kroner. Men hvad de beslutter er vi nødt til at afvente,« siger Torben Jensen.

En hvepserede

De 300.000 kroner dækker over de to gange 75.000 kroner, som kommunens tilskud falder med samt et forventet underskud i år på mere end 140.000 kroner.

Selv om dialogen med kommunen har været fin, fastholder Torben Jensen sin tidligere udmelding om, at han stopper som formand i DffD.

»Jeg tror, det vil være bedst for alle parter, så det ikke er min person, der står i vejen for videre udvikling. Men vi kan også konstatere, at det ikke er så ligetil at skaffe nye folk til bestyrelsen. Man skal da også være et specielt menneske, hvis man vil stikke hovedet ind i den her hvepserede,« konstaterer Torben Jensen med henvisning til uroen, der har fulgt i kølvandet på DffD’s adskillelse fra Stenvad Mosebrugscenter for tre år siden.

Torben Jensen har dog meddelt, at han bliver på sin formandspost, indtil der er generalforsamling til foråret 2024.