Fortsæt til indhold

Skanderborg topper listen: »Vi ved, at blot ét år i fattigdom som barn kan have konsekvenser«

Antallet af fattige børn falder for femte år i træk. Alligevel er der store forskelle fra kommune til kommune.

Samfund
Antallet af fattige børn er faldende. Alligevel har det store konsekvenser for de børn, der lever under svære vilkår. Arkivfoto.

Julen er en hård tid for fattige familier.

Vi taler om det hvert år.

Når antallet af ansøgere til julehjælp er steget endnu engang. Når vi læser Den lille pige med svovlstikkerne højt for vores børn, og når vi ser Charles Dickens’ Et juleeventyr fra sofaen i de maddrukne juledage.

Nu er der dog en lille opmuntring at varme sig på i den kolde juletid.

Antallet af fattige børn i Danmark falder nemlig for femte år i træk og er nede på et historisk lavt niveau.

Det skriver Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) i en pressemeddelelse.

Trods de gode nyheder på landsplan er det dog ikke årsag til ren jubel. Der er nemlig stor forskel fra kommune til kommune.

Skanderborg topper

På landsplan levede 4,2 procent af alle børn i relativ fattigdom i 2022.

Det svarer til 47.200 børn.

Dermed er der sket et fald i antallet af fattige børn på 6.600 fra 2021 til 2022.

Det er det laveste antal fattige børn siden 2015.

»De gode takter på arbejdsmarkedet har betydet, at mange kontanthjælpsmodtagere har forladt ydelsessystemet til fordel for et arbejde. Det betyder, at mange børn er blevet løftet ud af relativ fattigdom,« siger Sune Caspersen, senioranalytiker i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

I tre kommuner er mere end syv procent af børnene fattige, mens der i den anden ende af skalaen er tre kommuner, hvor under to procent af børnene lever i relativ fattigdom, viser analysen af AE. Det historiske fald i antallet af fattige børn skal derfor ses over en bred kam.

I bunden af listen finder vi kommunerne Lolland, Brøndby og Guldborgsund. Her lever mere end syv pct. af børnene i relativ fattigdom.

I den anden ende af skalaen ligger Dragør, Rudersdal og Gentofte, hvor lige omkring to pct. af børnene er fattige.

Skanderborg topper listen på landsplan med 1,8 pct.

Det seneste fald i relativ fattigdom har indsnævret forskellene mellem kommunerne

Mindre forskel

Kun i fire kommuner er andelen af fattige børn steget. Det er i hhv. Skive, Rødovre, Egedal og Hillerød, mens andelen er uændret i fem kommuner – Allerød, Gribskov, Sorø, Assens og Odder.

Det betyder også, at andelen faldt i 85 kommuner svarende til ni ud af ti.

Alligevel er det dog ikke årsag til udpræget begejstring, fortæller Sune Caspersen i pressemeddelelsen.

»Vi ved, at blot ét år i fattigdom som barn kan have konsekvenser for ens arbejdsmarkedstilknytning og uddannelse som voksen. Så det er et problem, der skal tages alvorligt.«

Det største fald i andelen af relativt fattige børn er sket i Langeland Kommune, hvor andelen er faldet med 2,1 procentpoint til 5,5 procent.

Herefter følger kommunerne Brøndby og Morsø med et fald på 1,8 procentpoint til henholdsvis 7,2 og 4,7 procent. Odsherred Kommune havde også et stort fald på 1,4 procentpoint til 5,5 procent.