Fortsæt til indhold

Midtjysk familievirksomhed er bedst til vækst i Danmark

AVK Holding vinder hovedprisen ved EY Entrepreneur Of The Year 2023.

Samfund
gs

AVK Holding ved entrepreneur Niels Aage Kjær kan kalde sig den danske vinder af den globalt anerkendte vækstkonkurrence EY Entrepreneur Of The Year 2023. Det stod klart ved landsfinalen, der fandt sted 23. november i Lokomotivværkstedet i København.

Virksomheden AVK blev etableret som lokal maskinforretning i 1941 af Aage Valdemar Kjær. Det primære forretningsområde var dengang produktion af kompressorer til køling og køleanlæg.

I dag er AVK en global virksomhed, der beskæftiger næsten 5.000 mennesker og er markedsledere inden for ventiler.

Prisen blev modtaget af Anne-Mette Kjær (tv), Jacob Kjær og Pernille Kjær. Pressefoto

Et navn i branchen

»Hele juryen har forelsket sig i fortællingen om familievirksomheden, der ikke bare er vinder af EY Entrepreneur Of The Year, men er en vinder på flere parametre. De skaber flot og kontinuerlig vækst og tjener penge imens, og samtidig er de særdeles innovative. AVK Holding er ikke kendt i den brede offentlighed, men de har skabt sig et navn i branchen og er kendt og anerkendt som en af verdens førende på deres område,« fortæller Lars Fløe Nielsen, der er formand for den danske jury i EY Entrepreneur Of The Year, i en pressemeddelelse.

Han suppleres af Søren Smedegaard Hvid, partner i EY og direktør for EY Entrepreneur Of The Year:

»Det er en virksomhed, der er gode på ESG-området. Generelt er AVK Holding gennemsyret af gode værdier, god ånd samt ordentlighed og hæderlighed. Det er også værd at nævne deres imponerende internationale rejse. De er truly global og har været gennem flere faser af deres internationalisering.«

Som vindere af EY Entrepreneur Of The Year i Danmark skal Niels Aage Kjær og AVK Holding repræsentere Danmark ved den store internationale finale i Monaco, der finder sted i juni 2024.