Kan du heller ikke styre dig? Du er ikke alene - så mange tyvstarter på skrabekalenderen
En ganske stor del af danskerne skraber forud på deres juleskrabekalender, viser en ny undersøgelse fra Danske Spil.
Risengrød, ønskelister og skrabekalender.
Traditionerne står i kø i julen – og en af de helt store er juleskrabekalenderen fra Quick, der siden 1994 har været fast inventar i danskernes jul.
Den populære juleskrabekalender er i år igen blevet trykt i over to millioner eksemplarer. Så mange bliver der solgt hvert år.
Og mange danskere kan faktisk ikke dy sig med at tage forskud på håbet om at vinde en af de fem milliongevinster. Godt halvdelen af danskerne (45 procent) skraber nemlig forud på Quick-julekalenderen. Det viser en ny undersøgelse fra Danske Spil foretaget af analyseinstituttet YouGov.
»Juleskrabekalenderen er lidt af en institution i den danske jul, fordi den er traditionel, enkel at gå til og har en unik blanding af hygge og spænding. Og knap halvdelen af os skraber forud, fordi vi bare ikke kan vente. Skrabekalenderen er blevet den ultimative tålmodighedstest,« siger Malene Mølgaard, adm. direktør hos Danske Lotteri Spil, i en pressemeddelelse.
Når man spørger danskerne, hvorfor de ikke kan vente, svarer 45 procent, at de bare er for utålmodige. 39 procent angiver, at det er selve spændingen om den mulige gevinst, der får dem til at skrabe forud.
Malene Mølgaard understreger, at det ikke er op til Danske Spil at fortælle, hvornår man bør tage hul på skrabekalenderen.
”Vi har designet kalenderen, så man kan hygge sig med den gennem hele julemåneden, men folk bestemmer selvfølgelig helt selv, om de vil skrabe alle felterne før den 24. december – det er ganske op til ens temperament. Vi forstår sagtens, hvorfor man kan have lyst til det, og udbetaler gerne gevinster allerede før juleaften, så de kan nå at bidrage til den gode julestemning, og måske forsøde selve juleaften med lidt større gaver og noget ekstra lækkert på middagsbordet eller juletræet,« siger Malene Mølgaard.