Tilsyn ville »lugte« sig frem til farlig kemi - nu reagerer overlæger
Bygningsarbejdere klager over hovedpine og kvalme. Nu undrer tre overlæger sig over Arbejdstilsynets måde at vurdere, om der er sundhedsfarlige kemikalier i luften på fynsk giftgrund.
En medarbejder i Arbejdstilsynet fulgte helt bogstaveligt sin egen næse under et tilsynsbesøg på giftgrunden ”Lynfrosten” i Nyborg, hvor der skal opføres et storcenter.
Som Fagbladet 3F har beskrevet, døjer bygningsarbejderne på byggepladsen med hovedpine og kvalme, selv om de arbejder udendørs.
De mistænker kemikalierne i jorden, og en overlæge har advaret om, at arbejdernes helbred kan være i fare.
Men da Arbejdstilsynet 2. november i år var forbi for at tjekke for det kemiske stof fenol på stedet, kunne den tilsynsførende ikke lugte noget.
Så hun gik igen, og bygningsarbejdernes arbejdsgivere slap for at få et påbud om at sikre særlige foranstaltninger, så arbejderne ikke udsættes for kemikaliedampe.
Det fremgår af et skriftligt svar, som Arbejdstilsynet har givet til TV2 Fyn.
Ikke brug for tiltag
Arbejdstilsynet vurderede altså ikke, at arbejdet var så farligt, at der var brug for særlige tiltag for at passe på de ansatte.
Derimod fik tre firmaer – LB Entrepenør A/S, Murerfirmaet Knudsen & Co. og Struktørfirmaet R&T – et påbud af teknisk karakter om at have en vejledning om farligt arbejde på byggepladsen.
Men skal man foretage en seriøs vurdering af, om arbejderne på byggepladsen bliver udsat for giftige dampe, er det ikke tilstrækkeligt at bruge sin egen lugtesans eller gå efter lugtgener.
Det fastslår tre overlæger, som fagbladet har talt med.
»Ved at gå efter lugt kan Arbejdstilsynet ikke vurdere, om der er høj koncentration af sundhedsfarlige kemikalier i luften,« siger Jakob Hjort Bønløkke, ledende overlæge og forskningsansvarlig ved Arbejdsmedicinsk Klinik på Aalborg Universitetshospital.
Han forklarer, at nogle af de stoffer, som findes på den pågældende byggegrund, er kræftfremkaldende og slet ikke lugter.
Forskel på lugtgrænser
Anja Julie Huusom, der er overlæge ved Giftlinjen og speciallæge i arbejdsmedicin ved Bispebjerg og Frederiksberg Hospital, undrer sig også.
»Jeg synes, at det lyder mærkeligt, hvis Arbejdstilsynet kun har brugt lugtkriteriet. Der er forskel på lugtgrænser for de forskellige kemiske stoffer, og hvad folk kan lugte,« siger hun.
Det er alment kendt, at jorden på byggepladsen i Nyborg er stærkt forurenet og giftig.
Ifølge Arbejdstilsynet skaber piloteringen og det øvrige jordarbejde da også »risiko for, at de kemiske stoffer fra jordforureningen bliver frigivet til luften, hvorved de ansatte, der arbejder og færdes på byggepladsen, kan blive udsat for kemiske stoffer.«
Fare for at overse farlige kemikalier
Niels Ebbehøj, overlæge på Arbejds- og socialmedicinsk afdeling ved Holbæk Sygehus, vurderer, at det kan være udmærket at lugte efter bestemte kemiske stoffer.
»Men hvis Arbejdstilsynet ikke måler i luften, så kan de overse en række lugtfri kemikalier, som også kan være til fare for de ansatte. Den type af kemikalier kan de ikke træffe foranstaltninger mod, hvis de nøjes med at lugte,« siger han.
Ifølge arbejdsmiljølovgivningen skal en arbejdsgiver sikre, at de ansatte ikke bliver syge af at gå på arbejde.
Og det er ikke meningen, at bygningsarbejdere skal indånde kemiske giftstoffer, understreger Niels Ebbehøj.
»De skal have værnemidler fra begyndelsen, når de laver den type af arbejde. Det har arbejdsgiveren et ansvar for at sikre,« siger overlægen.
»En indikator«
Arbejdstilsynet har ikke ønsket at stille op til et interview om sagen, men skriver i et skriftligt svar til Fagbladet 3F, at lugt for visse kemiske stoffer kan fungere som en indikator for, om de ansatte udsættes for farlig kemi.
Tilsynet skriver også, at lugt ikke kan stå alene, og pointerer, at det er et grundlæggende princip i arbejdsmiljølovgivningen, at arbejdsgiveren skal beskytte sine ansatte mod farlig kemi.
»Arbejdstilsynet har således i forbindelse med tilsynet blandt andet konstateret, at nogle arbejdsgivere ikke i tilstrækkeligt omfang har foretaget de lovpligtige vurderinger af, hvilke risici arbejdet kan medføre. Virksomhederne har derfor fået et påbud,« skriver tilsynschef Lene Teilberg.