Jens Meilvang modtager Ridderkorset af Dannebrog
Meilvang har været aktiv i politik siden 2006 og sidder i dag både i kommunalbestyrelsen og Folketinget.
Jens Meilvang - medlem af kommunalbestyrelsen i Norddjurs Kommune for Liberal Alliance - er netop blevet belønnet med Ridderkorset af Dannebrogordenen. Ordenen modtager han efter at have været aktiv i lokalpolitik siden 2006.
Jens Meilvang startede sin lokalpolitiske karriere løbebane som medlem af kultur- og udviklingsudvalget fra 2006-2009.
Sidenhen fulgte formandspost for Miljø- og Teknikudvalget fra 2010 til 2023 samt medlem af Økonomiudvalget fra 2014 - 2023. Foruden at være et aktivt kommunalbestyrelsesmedlem I Norddjurs Kommune har Jens Meilvang siden folketingsvalget 1. november 2022 været medlem af Folketinget.
Undervejs i sin politiske karriere har Jens Meilvang desuden været medlem af flere bestyrelser, råd og nævn - blandt andet Reno Djurs, Dansk Affaldsforening, KKR Midtjylland, Grenå Havn og flere andre.
Dybt beæret
På kommunalbestyrelsesmødet tirsdag den 12. december overrakte borgmester Kasper Bjerregaard formelt Ridderkorset til en stolt Jens Meilvang.
»Jeg er dybt beæret og ydmyg over at stå her i dag og modtage dette Ridderkors for mange års tro tjeneste. Det er en dag, jeg aldrig vil glemme. Mit politiske arbejde de seneste 18 år har været en del af en kollektiv indsats, sammen med mine gode kolleger i kommunalbestyrelsen og borgerne i Norddjurs Kommune. At tjene vores fællesskab har været en passion for mig og hvert skridt har været drevet af et ønske om at gøre en positiv forskel. Modtagelsen af dette ridderkors motiverer mig til at fortsætte mit arbejde med endnu større dedikation og lidenskab. Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet med mine kolleger og vores samfund for at skabe et endnu samfund for os alle,« siger Jens Meilvang.
»Til sidst vil jeg gerne sende en dybfølt tak til min familie. Deres støtte og forståelse har været hjørnestenen i min tjeneste, og denne anerkendelse er også en hyldest til dem,« tilføjede Jens Meilvang.
Flere riddere
Der sidder i øjeblikket fire riddere af Dannebrog i Norddjurs Kommunes kommunalbestyrelse: Tom Bytoft, Lars Møller, Benny Hammer og nu altså også Jens Meilvang.
Endvidere har tidligere medlemmer John Saaby Jensen, Torben Jensen og Pia Bjerregaard også modtaget Ridderkorset.
Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. i 1671 og har i sin nuværende form seks grader: Storkommandør, storkors, kommandør af 1. grad, kommandør, ridder af 1. grad og ridder.
Ordenen består af et hvid-emaljeret guld- eller sølvkors med rød kant, en kongekrone og den regerende monarks monogram. Den side, der bæres udadtil, har indskriften ”Gud og Kongen” og i midten Christian 5.’s monogram.