Ny udstilling på vej: »Vi efterlyser fotos fra vielser på Det Gamle Rådhus«
Det Gamle Rådhus i Ebeltoft er lige nu i gang med at få den helt store makeover. Nye udstillinger er på vej, og en af dem sætter fokus på alle de vielser, der har fundet sted netop her. Museum Østjylland efterlyser derfor billeder til en fotovæg af vielser gennem årene
Er du blevet gift på Det Gamle Rådhus i Ebeltoft? Eller kender du nogen, der er? Så kan du passende bruge juledagene på at lede i gemmerne efter fotos fra den store dag. Museum Østjylland efterlyser nemlig billedminder fra vielser til en ny udstilling på Det Gamle Rådhus.
Det ikoniske og elskede gamle rådhus i Ebeltoft har længe trængt til en gennemgribende ansigtsløftning. Den ydre renovering af tag og mure er vel overstået, og nu er turen kommet til den indvendige del samt de slidte og forældede udstillinger.
Bygningen har derfor siden 1. oktober været lukket for besøg og vielser. Huset undergår nemlig en omfattende renovering af vægge og opbygning af moderne museumsformidling om Ebeltofts historie. Husets mange små rum bevares, men med nyt indhold.
Man vil som gæst fremover kunne opleve en gallerivæg med masser af malerier og fotos af rådhuset gennem tiden. I den nuværende Molbostue kommer man til at opleve fortællingen om Ebeltofts historie. De to små tilstødende rum vil indeholde fortællinger om Ebeltofts fattige fortid og om byens genrejsning, med fokus på turisme, jernbane og sommerlejre. Fangekælderen bliver levendegjort med lydspor og tekster, der formidler tankevækkende historier om ret og straf, om fængslinger og om flugt.
Tingstuen bliver også i fremtiden et sparsomt møbleret rum med plads til bryllupsgæster og formidling af Ebeltofts historie. Og en af væggene dedikeres altså til historien om vielser.
50 år - eller mere?
Det Gamle Rådhus i Ebeltoft har ikke fungeret som rådhus siden 1840. Stedet åbnede som museum i 1990, men har siden det blev opført i 1789 fungeret som både privatbolig, rådhus, retssal, vægternes base, bibliotek og selvfølgelig byens fangekælder, da der var brug for sådan en.
Den dag i dag spiller den romantiske lille dukkehus-lignende bygning i den gamle, brostensbelagte bydel alligevel en central rolle. For turister, for byens historie og ikke mindst for de mange par, som har manifesteret deres kærlighed ved at blive viet netop her.
Et forsigtigt bud lyder, at der gennem årene har været mere end 20.000 par forbi. Det højeste antal på én dag er, så vidt vides, 31 par. Det var på datoen 11.11.11.
Det er Museum Østjyllands opfattelse, at den første vielse fandt sted i 1972, og derfor markerede museet i maj 2022 50-året for dette. Men da Lokalavisen på det tidspunkt skrev om jubilæet, piblede det frem med historier fra læsere, som kendte til vielser, der havde fundet sted på Det Gamle Rådhus flere år. Avisen undersøgte mysteriet, og noget tyder på, at der har fundet vielser sted længere tilbage end 1972.
Forklaringen på forvirringen blev dog, at det i 1972 blev det officielle sted for borgerlige vielser. Uanset, hvor mange år, vi skal tilbage, så er der ingen tvivl om, at den romantiske bygning på Torvet har lagt skrå brædder til mange lykkelige pars store dag, og det får altså nu sin helt egen væg i Tingstuen, hvor vielserne har fundet sted - og også fremover vil gøre det, når rådhuset igen åbner i april 2024.
Har du billeder, du vil skænke Museum Østjylland, så kan de afleveres i Ebeltofts Lokalhistoriske Arkiv eller på Lokalavisens redaktion på Juulsbakke - kun et blomsterkast fra rådhuset.