Fortsæt til indhold

Danmarks Naturfredningsforening klager over Syddjurs Kommune

Har Syddjurs Kommune lov til at tillade sommerhusbyggeri på et naturbeskyttet område eller ej? Det skal Miljø- og Fødevareklagenævnet nu afgøre.

Samfund

Danmarks Naturfredningsforening har klaget over Syddjurs Kommune. Det skyldes, at kommunen har givet en grundejer lov til at bygge sommerhuse på et område, som er naturbeskyttet.

Det hele bunder i, at kommunen, da de i april satte gang i lokalplanen, opdagede, at de for nogle år siden havde lavet en fejl. Grunden, som der skal bygges sommerhuse på, har nemlig tidligere været registreret som beskyttet af hensyn til naturen. Den registrering var på en eller anden måde faldet ud af systemet, så samarbejdet med grundejeren om lokalplan og byggeprojekt kørte flere år, uden at nogen undersøgte, om der var beskyttet natur på naturgrunden.

Først da beslutningen om lokalplanen skulle træffes, tog en af kommunens biologer ud og konstaterede, at cirka en tredjedel af grunden, muligvis mere hvis man spørger Danmarks Naturfredningsforening, klart er beskyttet af §3.

Den opdagelse skabte lidt forvirring i forvaltningen, som dog efter få måneder gav dispensation til grundejeren, så han alligevel kan bygge sine sommerhuse. Det er den dispensation, Danmarks Naturfredningsforening nu klager over til Miljø- og fødevareklagenævnet.

Naturfredningsforeningen lister en række af grunde til at klage i den aktuelle sag.

At kommunens vurdering af betingelserne for det fredede markfirben på området er mangelfuld,

At kommunen med dispensationen skulle have stillet krav om erstatningsnatur

At kommunens motiv for at give dispensationen er et hensyn til grundejeren og derfor af privatøkonomisk karakter, og at samme grundejer ikke kan forvente at få lov at bygge, selv om fejlen er kommunens.

Det skader naturen

Syddjurs Kommune indrømmer i deres kommentar til klagen, at:

»Det er ubestridt, at indgrebet er naturskadeligt,« men forklarer, hvorfor de alligevel finder det nødvendigt at give dispensationen.

Tilladelsen til at bygge handler med deres egne ord ikke om den økonomiske interesse. Det er de i og for sig også nødt til at sige, for i følge Naturbeskyttelseslovens §3 kan privatøkonomiske interesser aldrig trumfe naturbeskyttelsen.

De argumenterer i stedet følgende:

»Det handler om, at den fejlagtige sletning af §3-arealet har ført til, at ejer i samarbejde med kommunen har udviklet projektet og lokalplansforslaget. Kommunen har aktivt gennem samarbejdet bibragt ejer en opfattelse af at kunne realisere projektet, og ejer har således indrettet sig i forventning om det. På den baggrund er det kommunens vurdering, at der er særlige omstændigheder der gør, at forbuddet i§3 ikke kan fastholdes, men at en dispensation er den korrekte afgørelse.«

Det pågældende område i Øer er 2,8 hektar stort og ligger som en trekant mellem Pilevænget, Øervej og Lærkelundsvej.

Der er omkring 4600 områder i Syddjurs Kommune, der er §3-beskyttet. Samtidig har kommunerne kun pligt til at opdatere kortene over §3-områder hvert 10 år. Da naturen hele tiden udvikler sig, er §3 derfor en flydende størrelse.

Om grundejeren i denne sag kan få lov at bygge eller ej, vil afgørelsen på klagen afsløre. Afgørelsen forventes klar inden udgangen af august 2024, oplyser Miljø- og fødevareklagenævnet i en mail til Lokalavisen.