Michael kører landet tyndt i sin vilde julebil - til glæde for sig selv og de hjemløse
Julemesteren Michael Klessner Juul Santangelo har cementeret sig som en juleinstitution i hele landet i november og december. Alle vil have en bid af ham og hans ikoniske julebil med tilhørende kane.
»Jeg er på fra 10. november og helt til juleaften. Jeg har faktisk et arrangement den 24. december i år,« lyder det smilende fra Michael Klessner Juul Santangelo.
Han har denne lørdag morgen - 16. december - parkeret sit imponerende juleoptog af en bil med rensdyrspand på taget og tilhørende kane på parkeringspladsen ved Kalø Slotscafé, hvor han har lovet at være med, når 45-50 nisseklædte motorcyklister fra hele landet tager en på tur rundt i Mols Bjerge, før de gør stop ved Restaurant Stockfleth i Ebeltoft for at tanke op med væde og julemad.
For fire år siden fik Michael Klessner Juul Santangelo, der til dagligt er chefmekaniker hos Mesballe AutoCenter, den strålende idé at plastre en bil til med julelys i form af lyskæder i alle regnbuens farver.
Ikke nok med det. Michael Klessner Juul Santangelo spændte også en ligeså oplyst kane på en trailer efter bilen med en vaskeægte nisse til at styre hele foretagendet.
Det vakte først masser af opsigt lokalt, men siden fik hans sjove oplæg til en rigtig for(h)jul så meget airplay i både skrevne og på digitale medier plus i de, der serverer levende billeder, at hans bil blev landskendt.
Efterspørgslen fra Skagen i nord til Padborg i syd, Herning i vest og København i øst er vild.
»I dag, lørdag, skal jeg netop videre til Padborg. Nede på Padborg Ring afholdes et velgørenhedsarrangement, og her har jeg lovet at komme,« fortæller han.
Non-profit
Michael Klessner Juul Santangelo tjener ikke penge på sin gimmick. Han gør det udelukkende con amore.
»Når det handler om velgørenhed, er jeg gratis. Hvis det er cityforeninger, der vil have mig ud, aftaler vi en pris.«
Det overskud, der genereres på en julesæson, kommer hjemløse i Aarhus til gode.
»Sidste år købte jeg huer, handsker og jakker, som jeg efter jul tog ud til Værkstedet i Aarhus, hvor mange hjemløse holder til, for at aflevere personligt, så jeg var sikker på, at tingene endte hos de, der havde et stort behov. Det vakte glæde, og jeg kørte da også tomhændet hjem. Det varmede hos modtagerne, og det varmede også hos mig at se nogle mennesker, der virkelig har behov, være taknemmelige og glade,« smiler Michael Klessner Juul Santangelo.