Hvid jul i 2023 - eller ej
Prognosen fra DMI er klar.
Flere steder er Danmark lørdag morgen vågnet op til snedækkede græsplæner - og med det måske også håbet om en 24. december med hvidt på gader og stræder.
Nu kommer DMI, Danmarks Meteorologiske Institut, med sin forudsigelse omkring en hvid jul i 2023.
En ’hvid jul’ defineres ved, at mindst 90 af landet skal være dækket af mindst en halv centimeter sne den 24. om eftermiddagen.
Og meteorolog Jens Lindskjolds melding lader i den retning en del tilbage at ønske:
»Sneen holder ikke til i morgen eftermiddag,« skriver han på DMI’s hjemmeside.
På trods af, der kan falde mere sne i løbet af lørdagen, er den vagthavende helt klar i spyttet:
»Svesken på disken - det sker absolut ikke for Danmark i år.«
Der kan falde en smule lokalt tøsne søndag, men omkring middagstid er der mellem 5 og 10 grader i Danmark - og dermed ikke noget sne på jorden.
Men - kort og godt - altså ingen hvid jul i 2023.
Så sjældent sker det
Siden år 1900 har der været hvid jul i Danmark ni gange. Det betyder - rent statistisk - at der i gennemsnit går 13 år mellem de hvide jul.
»De ni landsdækkende hvide jul var i årene:1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981, 1995, 2009 og 2010,« skriver DMI.